Fortsæt til indhold

Direktør smutter fra presset gourmetbager

Christian Wounlund har opsagt sin stilling som direktør for Emmerys. Ind er i stedet kommet en tidligere McDonald's-chef.

Erhverv

Gourmetbagerkæden Emmerys, der slår sig op på økologi, har fået en ny mand i spidsen for virksomheden.

Efter at have været på posten som adm. direktør i Emmerys i knap tre år, har Christian Wounlund valgt at opsige sin stilling.

Det skriver han på sin LinkedIn-profil.

»Jeg har haft en længerevarende dialog med bestyrelsen om den fremtidige retning for Emmerys. I den forbindelse besluttede jeg, at jeg ville opsige min stilling, når den rigtige afløser var på plads. Det er han nu. Jeg forlader derfor Emmerys med udgangen af januar,« skriver Christian Wounlund uden altså at pege på, hvem afløseren er.

En registrering i CVR-registeret afslører dog, at Kim Trier Meyer er Emmerys' nye adm. direktør. Han kommer fra en stilling som operations- og franchisedirektør i McDonald's Danmark.

Kim Trier Meyer har tidligere haft en lederstilling i Lagkagehuset, der er én af Emmerys konkurrenter.

Emmerys har gennem en årrække haft negativ egenkapital, og senest blev det i regnskabsåret 2015/2016 til et underskud efter skat på 1,9 mio. kr. Resultatet var »under forventning« og »utilfredsstillende,« skrev Emmerys i regnskabet.

Artiklens emner
Emmerys