Fortsæt til indhold

Disse kanaler giver danskerne nye job

Under halvdelen af danskerne finder deres job gennem traditionelle jobansøgninger.

Erhverv

Danskernes vej til job går langt fra altid gennem de traditionelle kanaler med en jobansøgning til et stillingsopslag. I stedet vinder alternative rekrutteringskanaler såsom headhuntere og netværk frem. Faktisk har kun halvdelen af danskerne fået deres nuværende job gennem de traditionelle rekrutteringskanaler.

Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen.

48 pct. af danskerne har fået deres nuværende job ved at sende en jobansøgning ud fra et traditionelt jobopslag eller uopfordret. Den anden halvdel har derimod fundet deres job gennem netværk, gennem en henvendelse fra en virksomhed eller en headhunter.

»Virksomhederne rekrutterer i dag i højere grad gennem netværk. Ansætter de gennem netværk, ved virksomhederne, at de får gode kandidater ind. At der er nogen, der siger god for en kandidat, betyder mere i dag end tidligere,« siger Juliane Marie Neiiendam, der er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen.

Derudover har manglen på visse medarbejdergrupper – som f.eks. ingeniører – også ændret virksomhedernes måde at rekruttere nye medarbejdere på.

»Det giver meget god mening, at virksomhederne går efter at ansætte medarbejdere, de gennem anbefalinger i netværket ved er kompetente. Men man skal passe på ikke udelukkende at rekruttere gennem netværk. Gør man det, risikerer man, at puljen, man rekvirerer fra, ikke er stor nok. Vi skal huske at få spillet dimittenderne ind,« siger Juliane Marie Neiiendam.

Undersøgelsen viser, at kvinderne generelt oftere får job gennem de traditionelle kanaler. Mens 43 pct. af mændene har fået deres nuværende job gennem en traditionel jobansøgning, er tallet 53 pct. for kvinderne.

»Det handler om at få opbygget et godt netværk. Generelt er kvinderne ikke så gode til at opbygge netværk, som mændene er. Dog kan vi blandt Ingeniørforeningens medlemmer se, at der er en lige fordeling mellem kvinder og mænd, der bliver opfordret til at søge et nyt job via netværket,« siger Juliane Marie Neiiendam.

Artiklens emner
Ingeniørforeningen