Fortsæt til indhold

Targit-skaber: Det er ikke en pensionering

Iværksætteren Morten Sandlykke er ikke færdig, selv om livsværket lige er blevet solgt.

Erhverv

Den danske iværksætter Morten Sandlykke indkasserede i forrige uge den helt store gevinst, da han solgte sit livsværk, it-firmaet Targit, for et større trecifret millionbeløb.

Dermed siger Morten Sandlykke farvel til den virksomhed, han stiftede i Hjørring for 30 år siden, og som han har gjort til en af de største danske it-virksomheder inden for business intelligence-software. Det er især produktet Targit Decision Suite, som gør det muligt at få indsigt i data fra adskillige kilder, der har været baggrunden for virksomhedens succes.

Det er i hvert fald ikke en pensionering.
Morten Sandlykke, stifter af Targit.

Men hvordan føles det at skille sig af med noget, som man har brugt 30 år på at bygge op fra bunden? Ifølge Morten Sandlykke, der er bosat i Hjørring, er det ikke vemod, der plager ham.

»Jeg tror det er godt både for virksomheden og for mig at komme videre. Det lyder måske lidt overfilosofisk, men hvis man virkelig elsker noget, så skal man også kunne sætte det fri. Man skal erkende, at alting har sin tid. Selv om det selvfølgelig er vemodigt, er det klart stoltheden og glæden over at have skabt noget, som har klaret sig så godt og kan fortsætte med det, der fylder mest,« siger Morten Sandlykke.

Targit har kontorer og distributører i mere end 12 lande, og har omkring 1.600 kunder rundt omkring i verden. Virksomheden omsætter for knap 100 mio. kr. om året.

Det er omkring et års tid siden, at Targit første gang sendte et signal om, at det kunne være interesseret i at blive solgt. I årenes løb har der været interesse fra flere sider. Således har der i denne omgang også været interesse fra både ind- og udland.

Men hvorfor ønskede I at sælge?

»Mange af de aktionærer, som nu træder ud, har været med i en periode, fordi de på et tidligere tidspunkt har haft en aktiv rolle. Der er f.eks. en tidligere bestyrelsesformand og nogle tidligere direktionsmedlemmer. På et eller andet tidspunkt har man jo lavet den investering, fordi at man gerne vil realisere den igen. Det er jo ikke sjovt at eje en aktie og så tage den med sig i graven engang om mange år. Jeg har også lært på nogen af mine forskellige uddannelser, at det er farligt at være de samme mennesker for længe. Det er jo oftere inerti, der slår virksomheder ihjel, end det er konkurrencen,« siger Morten Sandlykke.

Morten Sandlykke havde en aktiepost på 25 pct. i Targit og var dermed hovedaktionær. Derudover var der fire større aktionærer og omkring 40 mindre aktionærer - nuværende og tidligere medarbejdere.

Med salget af Targit har stifteren sikret sig et anseeligt millionbeløb. Men han regner bestemt ikke med, at erhvervskarrieren slutter her.

»Jeg har ingen konkrete planer, men jeg har sådan en naiv tro på, at når jeg lige har vænnet mig til dette, så opstår der helt sikkert nogle muligheder, jeg kan gå med i. Pengene gør, at jeg måske kan hjælpe til med at finansiere noget, når jeg går ind i det næste projekt. Det er i hvert fald ikke en pensionering,« siger Morten Sandlykke.