Midt i KMD's krise: Kommunerne raser over lukrativt aktieprogram til topledelsen
KMD-topledelsen har et aktieprogram, som potentielt kan være trecifret millionbeløb værd. Det bekræfter kommunernes mistanke om, at ledelsen flår kommunerne for at jagte kortsigtede gevinster.
Landets kommuner langer hårdt ud efter KMD, efter at det er kommet frem, at it-selskabets amerikanske ejere har tildelt ledelsen et stort aktieprogram.
Hvis planerne om at børsnotere KMD lykkes, vil topchef Eva Berneke sammen med en gruppe af øvrige ledere angiveligt kunne dele et pænt trecifret millionbeløb.
Oplysningerne om aktieprogrammet har overrasket kommunerne, der er KMD’s største kunde. Kommunerne er midt i et højdramatisk slagsmål med KMD om forsinkelser af vigtige it-systemer, og KL’s formand, Kalundborg-borgmester Martin Damm (V), har tidligere beskyldt KMD for at misbruge selskabets monopolstatus og malke de danske skatteborgere. Han mener, at aktieprogrammet kan forklare ledelsens ifølge ham kortsigtede forsøg på at lænse kommunerne frem mod en børsnotering.
»Vi har hele tiden haft en mistanke om, at der var nogle andre incitamenter, der styrede KMD’s ledelse end at levere gode systemer til kommunerne på langt sigt. Oplysningerne om et incitamentsprogram bekræfter blot den mistanke,« siger Martin Damm.
KMD’s amerikanske ejere, kapitalfonden Advent International, stod i efteråret bag et aktieprogram i Nets, der er blevet kaldt det mest lukrative nogensinde i Danmark. Her fik 70 chefer deres investering 130 gange igen. Aktieprogrammet havde en værdi på 1,8 mia. kr., da selskabet blev børsnoteret i september.
Advent International afviser at kommentere eller forklare KMD-ledelsens incitamentsprogram. KMD oplyser, at selskabets direktion og ledende medarbejdere ejer 2,8 pct. af aktierne i holdingselskabet bag KMD. Det svarer angiveligt til et pænt trecifret millionbeløb afhængig af den endelige salgspris.
Det afgørende er dog, hvor meget KMD-cheferne har betalt for aktierne, og hvor mange gange cheferne får deres penge igen. Det afhænger af den såkaldte gearingsfaktor, som hverken Advent eller KMD vil oplyse.
»Investeringsprogrammet er sammensat på en sådan måde, at det er meget langt fra og under det niveau, der har været debatteret i medierne i den seneste tid,« svarer KMD’s kommunikationschef, Christoffer Hellmann, som ikke vil gå yderligere i detaljer.
Så længe KMD og Advent mørklægger detaljerne, mener professor Ken L. Bechmann, at der er grund til at tro, at der er tale om et aggressivt aktieprogram i KMD. Ifølge ham plejer kapitalfonde nemlig at benytte samme skabelon for aktieprogrammer i deres forskellige selskaber.
»Vurderet ud fra historikken med amerikanske kapitalfonde og KMD’s ejer Advent må man derfor gå ud fra, at incitamentsprogrammet i KMD på mange punkter vil ligne Nets’,« siger han.
Ifølge Finans’ oplysninger var KMD i gang med de indledende øvelser til en børsnotering i år, og ifølge erhvervsmediet Insidebusiness har markedsværdien på selskabet på et tidspunkt stået til ca. 10 mia. kr. Børsplanerne er dog efter alt at dømme udskudt på grund af slagsmålet med storkunderne ATP og kommunerne.

