DSB ramt af milliardtab - IC4-togene får skylden
DSB tabte 2,2 mia. kr. før skat i 2016. Store nedskrivninger på de skandaleramte IC4-tog trækker voldsomt ned.
DSB er blevet ramt af et dundrende underskud.
Massive nedskrivninger på de forhadte IC4-tog betyder, at DSB kom ud af 2016 med et resultat før skat på minus 2,2 mia. kr. Til sammenligning fik DSB i 2015 et resultat før skat på 580 mio. kr.
DSB har foretaget nedskrivninger på 77 IC4-togsæt for 2 mia. kr., mens værdien af 23 IC2- og 5 IC4-togsæt er blevet nedjusteret med 673 mio. kr.
Ser man bort fra de store nedskrivninger, viser årsregnskabet, at DSB rent faktisk tjente penge i løbet af året. Korrigeret for poster af engangskarakter lød resultatet før skat på 381 mio. kr.
»Samlet set er det en økonomi, der skaber forudsætningerne for, at DSB selv kan finansiere det planlagte indkøb af 26 el-lokomotiver, der skal erstatte de aldrende og miljøbelastende diesellokomotiver og på lidt længere sigt også indkøbet af nye elektriske tog frem mod 2024,« skriver DSB i regnskabet.
Dykker man længere ned i årsregnskabet, viser det, at DSB gennem 2016 havde problemer med sin punktlighed. Den såkaldte operatørpunktlighed (den del af punktligheden, som DSB alene står til ansvar for, red.) i fjern- & regionaltog var på 92,0 pct.
Det er 1,8 pct.point under målet.
»Det er ikke tilfredsstillende, at så mange DSB-kunder oplevede forsinkelser i 2016. Vi har iværksat en række initiativer for at sikre flere tog til tiden. I december 2016 og januar 2017 har DSB’s operatørpunktlighed på den baggrund ligget over kontraktmålet med staten. Selvom det er for tidligt at konkludere, peger det på, at vi er på rette kurs,« udtaler Flemming Jensen, adm. direktør i DSB, i forbindelse med regnskabet.

