Fortsæt til indhold

Ny kassemester hos GN fik millionbeløb i transferbonus

Tyskeren Marcus Desimoni indkasserede knap 2 mio. kr. i bonus for at skrive under med danske GN Store Nord, viser regnskab.

Erhverv

Det er ikke kun i fodboldverdenen, at de store stjerner kan få bonus blot for at skifte arbejdsgiver.

Således også i erhvervslivet, hvor den danske producent af høreapparater og headset GN Store Nord i det forgangne år har været ude med snøren.

Selskabet har hentet tyskeren Marcus Desimoni ind som ny koncernfinansdirektør, og han har fået 1,9 mio. kr. i såkaldt sign-on bonus. Det skriver GN Store Nord i årsregnskabet offentliggjort torsdag.

Marcus Desimoni kom til den børsnoterede danske virksomhed i februar sidste år efter en lang karriere hos tyske Siemens.

Her arbejdede han først som ansvarlig for investor relations i Tyskland, og siden hen repræsenterede han selskabet i Japan.

Han blev hentet til GN fra en stilling som finansdirektør hos den konkurrerende høreapparatvirksomhed Sivantos, der tidligere var en del af netop Siemens.

Marcus Desimoni overtog hos GN posten som finansdirektør fra Anders Boyer, der bestred stillingen gennem otte år indtil februar 2016.

Grundlønnen for den nye finansdirektør var i 2016 på 5,4 mio. kr. for perioden fra 15. februar og frem til årsskiftet.

GN Store Nord omsatte i 2016 for 8,7 mia. kr. og havde et overskud efter skat på lidt mere end 1 mia. kr. Virksomheden beskæftiger 5.400 medarbejdere på verdensplan.

Artiklens emner
GN Store Nord
Marcus Desimoni