Fortsæt til indhold

JBS spinder guld på Cristiano Ronaldo

JBS kom ud af seneste regnskabsår med et fordoblet overskud. Især samarbejdet med Cristiano Ronaldo begynder at bære frugt.

Erhverv

Cristiano Ronaldo og masser af penge går oftest hånd i hånd.

Men selvom verdens bedste fodboldspiller har været i folden hos Herning-virksomheden JBS siden 2013, har det endnu ikke givet pote økonomisk. Før nu.

For JBS kan i et nyt regnskab for regnskabsåret 2015/2016 præsentere et overskud, der er mere end dobbelt så stort som året før. Samtidig er omsætningen steget med 11 pct., viser det nye årsregnskab.

Det er især Cristiano Ronaldo-effekten, der begynder at slå igennem nu, afslører Michael Alstrup, administrerende direktør i JBS, over for Finans.

»Da vi lancerede samarbejdet med Ronaldo, var der mange omkostninger forbundet med det. Men nu er vi virkelig begyndt at høste frugterne af samarbejdet,« siger han og fortæller, at CR7-brandet fylder omkring 20 pct. af den samlede omsætning i JBS.

Sådan så det ud, da Cristiano Ronaldo poserede med sine CR7-underbukser lavet af JBS efter EM-triumfen sidste sommer. Foto: AP/Thibault Camus

Til at begynde med blev alt fra CR7-brandet produceret i Herning, fordi det skulle sikres, at kvaliteten var i orden, som Michael Alstrup formulerer det.

Men på det amerikanske og kinesiske marked vil JBS fremadrettet også have produktion af CR7-brandet, og det vil komme til at kunne mærkes.

»Distributørerne kan hente det direkte fra produktionsfabrikken i USA og Kina. Det kommer forhåbentligt til at sætte endnu mere skub i det hele,« siger Michael Alstrup.

Generelt er der fremgang at spore for hele JBS-koncernen på trods af valutaudviklingen, som ikke har gavnet JBS, fortæller han.

»Vi har de seneste år investeret meget i at bygge nye markeder op, og der går noget tid, før det slår igennem i regnskaberne. Men det er begyndt at ske nu for alle vores brands, og vi forventer endnu mere fart på i indeværende regnskabsår,« siger Michael Alstrup.

Han forklarer, at JBS' i opkøb af Kolding-virksomheden HB Textil, som skete i august sidste år, vil bidrage meget positivt til omsætningen i koncernen.

Carmen Electra er det seneste stjernenavn til at blive en del af JBS-folden. Foto: JBS

For nylig lancerede JBS et nyt brand sammen med den tidligere Baywatch-babe Carmen Electra. Den første kollektion skal sælges globalt og kan i Danmark købes i Bilka og Føtex.

Artiklens emner
JBS
Michael Alstrup