Disney dropper YouTube-stjerne efter antisemitiske udtalelser
YouTubes største stjerne PewDiePie får annoncører til at trække sig efter hadefuld kommentar om jøder.
Den svenske YouTube-stjerne Felix Kjellberg, bedre kendt som PewDiePie, har efter sigende tjent 15 mio. dollars (105 mio. kr.) gennem YouTube i 2016.
Men den indkomst kan komme til at falde i 2017, efter at den ellers populære YouTube-stjerne har lagt videoer op med antisemitiske budskaber.
Det skriver Adweek.
Felix Kjellberg hyrede en mand til at klæde sig ud som Jesus i en video og sige at: »Hitler gjorde absolut intet forkert.« Den video lagde Felix Kjellberg op på sin YouTube-kanal, hvor 53 mio. følger ham. I en anden video har Felix Kjellberg betalt to mænd for at holde et skilt op, hvor der står »Død over alle jøder.«
Tre af Felix Kjellberg's videoer med antisemitiske udtalelser er samlet blevet set 23 mio. gange, skriver Adweek. Det har bl.a. fået Google til at fjerne sine annoncer fra en af Felix Kjellbergs videoer.
Felix Kjellberg har været associeret med Disney gennem Maker Studios, et firma med et stort netværk af YouTube-stjerner, som tjener mange penge gennem annoncer på deres YouTube-kanaler. Men det viser sig, at selv Maker Studios mener, at Felix Kjellberg gik over stregen med hans jokes om jøder.
»Selvom Felix Kjellberg har fået følgere ved at være provokerende og respektløs, så er han tydeligvis gået for langt i dette tilfælde, og videoerne er upassende. Maker Studios har taget den beslutning at ende vores samarbejde med ham fremover,« siger en talsmand fra Maker Studios til The Wall Street Journal.
Felix Kjellberg har svaret på kritikken ved at udtale, at han forsøgte at vise, »hvor sindssyg den moderne verden er,« særligt nogle af de tjenester, der findes online.
»Folk vil sige hvad som helst for fem dollars (35 kr.). Det var ikke min intention, og jeg forstår godt, at disse jokes var stødende,« siger Felix Kjellberg til BBC.
I fjor blev Felix Kjellbergs Twitter-konto lukket efter jokes om, at han og en anden YouTube-stjerne skulle have sluttet sig til Islamisk Stat.


