Virksomheder har sparet 1 mia. kr. på kommunal afgift
I hovedstadsområdet betaler virksomhederne mere til kommunekasserne.
Alle 98 kommuner har muligheden for at opkræve dækningsafgift af virksomheder, men færre og færre vælger at gøre det.
En ny analyse fra Dansk Byggeri viser, at virksomhedernes udgifter til dækningsafgiften er faldet med lidt over 1 mia. kr. siden 2011. Samtidig er antallet af kommuner, der opkræver den maksimale dækningsafgift på 10 promille, faldet fra 24 til 10.
I alt opkræver 37 kommuner dækningsafgift i 2017. Det er fire færre end i 2016, efter at Frederikssund, Kalundborg, Nyborg og Horsens kommuner har valgt at afskaffe dækningsafgiften i år.
Hos Dansk Byggeri glæder man sig over, at færre kommuner vælger at opkræve dækningsafgiften.
»Vi synes, det er overordentligt glædeligt, at flere kommuner får øjnene op for vores argument om, at det her er en urimelig afgift. Mange danske virksomheder er lokalt orienterede og arbejder på tværs af kommunegrænser, og derfor synes vi, det er urimeligt, at nogle virksomheder har en udgift, som konkurrenterne ikke har, bare fordi de ligger i en bestemt kommune,« siger Torben Liborius, erhvervspolitisk direktør hos Dansk Byggeri
Der er stor forskel på, hvor meget kommunerne opkræver i dækningsafgift. Af de 37 kommuner, der i 2017 opkræver dækningsafgift, befinder de 25 sig i Region Hovedstaden. Ifølge Torben Liborius skyldes det, at kommunerne i hovedstadsområdet i kraft af det store arbejds- og salgsmarked ikke har samme behov for at sænke dækningsafgiften.
»Selv om det er en god udvikling, er der særligt i hovedstadsområdet et stykke vej endnu. Med den gode infrastruktur og det store marked er hovedstadsområdet ikke på samme måde presset til at sænke dækningsafgiften for at holde på virksomhederne,« siger Torben Liborius.
Horsens Kommune er en af de fire kommuner, der har valgt at fjerne dækningsafgiften helt i 2017. Det skyldes bl.a. en god aftale mellem kommunen, Dansk Industri Horsens, LO Horsens og Business Horsens. En aftale, som kom i hus lige efter finanskrisen, hvor der var mangel på arbejdspladser.
Ifølge aftalen ville kommunen udfase afgiften fra 2012 og frem til 2017, hvis erhvervslivet skabte 150 ekstra arbejdspladser om året over en fireårig periode. Den aftale er borgmester i Horsens Kommune Peter Sørensen (S) rigtig glad for.
»Afgiften har været en torn i øjet på erhvervslivet i mange år, og med den her aftale fik vi skabt både ekstra arbejdspladser, da arbejdsløsheden var høj, og vi fik udfaset afgiften. Men det bedste ved aftalen er nu, at den har skabt et fantastisk godt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og kommunen,« siger Peter Sørensen (S).