Fortsæt til indhold

Snapchats fremtidshåb er sat til salg

Snap Inc, som står bag Snapchat, varmer op til børsnotering i marts ved at sætte sine solbriller med indbygget kamera til salg.

Erhverv

Det er nu muligt at købe at købe Snapchats solbriller, der kan tage fotos, online. Indtil videre er det kun amerikanerne, der kan få fingrene i et par såkaldte Spectacles by Snap. Det skriver Cnet.

Virksomheden bag den populære app Snapchat, Snap Inc., sætter dem til salg kort før, at virksomheden er på vej på børsen. Snap er ifølge Financial Times værdisat til omkring 18,5 mia. dollars - svarende til knap 130 mia. kroner.

Som planerne ser ud nu, bliver børsnoteringen i marts, og pt. er Snap Inc. på roadshow for at bejle til investorerne. Derfor virker det som et klart strategisk valg at sætte brillerne bredt til salg netop nu.

Jagten efter den gule salgsautomat, hvor man indtil nu har kunnet købe Snapchats solbriller med indbygget kamera, er dermed ovre. Det har nemlig hidtil kun været muligt at købe brillerne i en pop-up-butik i New York eller, når den gule salgsautomat dukkede op forskellige steder i USA. Det gjorde den første gang i Los Angeles d. 10. november. Pop-up-butikken i New York er nu lukket ned.

Tidligere har det kun været muligt at købe Snapchats nye kamerabriller, når den gule automat er dukket op på uannoncerede placeringer. Foto: AP/Mark Lennihan

Kamerabrillerne koster 129.99 dollars, svarende til godt 900 danske kroner. Kamerabrillerne kan optage videoklip på 10 sekunder, som Snapchat-brugere kan se og afsende gennem appen. Brillerne kan kun bruges sammen med Snapchatappen.

Med lanceringen af Spectacles by Snap er Snap for alvor ved at ændre karakter fra at være et socialt medie til at være en kameravirksomhed, der skal tjene penge på at sælge Snapchat-integrerede gadgets.

Artiklens emner
Snapchat