Fortsæt til indhold

Ingen frygt for brexit: Amazon vil hyre 5.000 nye medarbejdere

Trods brexit har Amazon så stor en tro på den engelske del af virksomheden, at e-handelsgiganten nu er klar til at hyre nye folk i massevis i Storbritannien.

Erhverv

Storbritanniens exit fra EU fremkalder ikke forsigtighed hos Amazon. Tværtimod har giganten netop meldt ud, at man agter at hyre 5.000 nye medarbejdere i Storbritannien i 2017. Det skriver CNN.

I forvejen beskæftiger Amazon 19.000 fuldtidsansatte i Storbritannien. Nyansættelserne indikerer, at Amazon ikke er alt for bekymret for brexit, selvom der generelt er bekymringer om, at Storbritanniens udtræden af EU vil skade den britiske vækst og gøre det sværere at hyre kloge hoveder fra udlandet.

De 5.000 nye medarbejdere, som Amazon vil ansætte i løbet af året, skal bl.a. bestå af softwareudviklere, ingeniører og HR-specialister. Amazon vil også gerne have fingrene i en bestemt type ingeniører, nemlig ingeniører, der teste Amazons droner og arbejde med virksomhedens droneprogram. Amazon har et mål om at kunne levere pakker til kunder på 30 minutter i Storbritannien og andre dele af verden ved hjælp af droner.

Ud over at investere i nye medarbejdere har Amazon også investeret i et nyt hovedkontor, som vil åbne i år. Det ligger i Shoreditch i London.

Det er ikke kun Amazon, der investerer i Storbritannien. Senest har rejsekoncernen Expedia annonceret, at den vil udvide i London og hyre nye folk. Google bygger et stort nyt kontor i London, og Facebook har også annonceret, at man vil åbne et nyt kontor og samtidig ansætte 500 medarbejdere yderligere i London, skriver CNN.