Fortsæt til indhold

Rosébæltet, ølhundene og Mokaïtrekanten: Sådan drikker danskerne

Et køligt glas rosé? En kold Mokaï fra kassen? Eller en lille skarp til morgenkaffen? Danskernes alkoholforbrug varierer markant fra landsdel til landsdel.

Erhverv

Et køligt glas rosé? En kold Mokaï fra kassen? Eller en lille skarp til morgenkaffen?

Når det kommer til, hvor meget danskerne bruger på alkohol, er der store forskelle på tværs af regionerne.

Husstande i Region Hovedstaden bruger markant flest penge på alkohol i løbet af et år, mens jyderne generelt har mere beskedne budgetter.

Det viser tal fra Danmarks Statistiks Forbrugsundersøgelse.

Især vin bruger københavnerne og nordsjællanderne flere penge på. Hele 3.221 kr. om året, mens sønderjyderne bruger 1.783 kr. Og når det kommer til øl, er både københavnerne og sjællænderne generelt et godt stykke foran jyderne og fynboerne.

Tallene vækker genkendelse hos Lars Aarup, analysechef i Coop.

Han sammenligner Danmarks Statistiks tal for forbruget i kroner og øre med Coops Mad-o-meter, der hver uge spørger 500 danskere, hvad de spiste og drak i går. Siden 2009 har det samlet data på over 1 million måltider.

Mens Danmarks Statistiks tal kan dække over, at københavnere og nordsjællændere køber dyrere vine og flere specialøl, så viser Mad-o-meter-data, at de faktisk også drikker mere målt i glas.

»Generelt drikker københavnere og nordsjællænderne mere end resten af Danmark, siger Lars Aarup.

På en gennemsnitlig dag, drikker omtrent hver tredje dansker alkohol. Det ligger lidt højere i københavnsområdet og lidt lavere i det vest- og nordjyske, siger han.

Ser man på, hvad der drikkes, er der også store forskelle.

I området nord for København drikkes der f.eks. 67 pct. mere rosé-vin end i resten af Danmark. Forbruget af rødvin, den klart mest populære vintype, er 25 - 30 pct. over landsgennemsnittet.

Ser man på øl, er forbruget målt i glas anderledes ens i Danmark, siger han.

»Danmark er et ølland, det er noget, der samler os. Forbruget svinger kun nogle få procent op og ned hist og her,« siger Lars Aarup.

Når forbruget i kroner og øre alligevel svinger en del, kan det være fordi vi drikker forskellige typer af øl. Et forbrug på 50 kr. kan være en dyr specialøl på Østerbro eller en halv kasse dåsebajere et andet sted i landet.

Ser man på den hårde sprut viser Danmarks Statistik også store forskelle i forbruget. I Region Sjælland bruger husstandene i gennemsnit 738 kr. om året på likør og spiritus - det er 79 pct. mere end nordjyderne.

Men faktisk har nordjyderne, der ellers er blandt de mindst drikkende, en forkærlighed for en bestemt slags spiritus, ifølge mad-o-meteret.

»Snaps er nordjydernes kongedrik,« siger Lars Aarup og fortæller, at nordjyderne ligger 14 pct. over landsgennemsnittet, når det kommer til snaps.

Det kan hænge sammen med, at Region Nordjylland med en snitalder på 42,4 år er den næstældste region. Det er stort set kun folk over 55 år, der drikker snaps uden for jul og påske. Men det er også noget med tradition, siger han.

Whiskyen strømmer også hurtigere i whiskybæltet. I København og området nord for byen drikkes der 28 pct. mere whisky end i det danske gennemsnitshjem, ifølge mad-o-meteret.

Og hvad så med Mokaï, Breezers, vodkabamser ?

Danmarks Statistik indsamler faktisk data på forbruget af alkoholiske læskedrikke, men tallene er meget lave og svinger med flere 100 pct. i samme region fra år til år.

Der findes en Mokaï-trekant. Den går fra Struer i Vest til Grenå i Øst og så op til Skagen.
Lars Aarup, analysechef, Coop.

Mad-o-meteret fortæller dog en mere stabil historie.

»Der findes en Mokaï-trekant. Den går fra Struer i Vest til Grenå i Øst og så op til Skagen. Der forbruger man mellem 70 og 100 pct. mere end i resten af Danmark,« siger Lars Aarup, der også gerne aflyse myten om, at Randers er det absolutte Mokaï-hotspot.

»Randers er ikke en Mokaï-hovedstad, men det er indgangen til Mokaï-land,« siger han.

Artiklens emner
Coop Danmark
Danmarks Statistik