Erhverv

Ryanair åbner nye ruter – beskylder SAS for at svigte den danske model

Omstridt lavprisselskab oplyser at man starter nye ruter til henholdsvis Liverpool og Sevilla, og skyder samtidig med skarpt mod SAS planer om at flytte job ud af København.

Kommerciel direktør Ryanair David O'Brien, tv., CEO Michael O'Leary (midten) og presseofficer Elina Hakkarainen. Arkivfoto: Sebastian Gunvald Buur. Foto: Sebastian Gunvald Buur

Flyselskabet Ryanair vil fremover flyve direkte fra København til engelske Liverpool og spanske Sevilla.

Det oplyser selskabet direktør, Michael O’Leary, ved et pressemøde tirsdag eftermiddag på Vesterbro i København.

Ved mødet peger direktøren på konkurrentens SAS’ nedskæringer.

»SAS vil åbne i Malaga og London og skærer i Danmark. De svigter den danske model – som vi  har sagt er den danske model er fucked. Vil Københavns borgmester nu kræve et boykot af SAS ligesom han gjorde os?,« siger O’leary med henvisning til borgmester Frank Jensens modstand mod netop Ryanair.

»Fagforeninger elsker os. Vores danske model fortsætter med at virke, (hvor man har oprettet baser i udlandet, som SAS nu også vil gøre, red.)« lød det fra Ryanair-chefen, der er kendt for sin ofte provokerende stil.

På ét punkt kan O’Leary dog godt blive enig med det danske flyselskab: Kastrup Lufthavn er for dyr. Men det må være op til regeringen at gøre noget ved det – især hvis den vil nå sine turismemål, påpeger O’Leary, der foreslår skattelettelser på området.

Selskabet har været involveret i omfattende slagsmål med danske fagforeninger.

De to nye ruter vil flyve henholdsvis to gange – til Sevilla – og fire gange om ugen, til Liverpool, oplyser Ryanair.

Samtidig hæves antallet af afgange til Edinburgh til i alt fem gange om ugen.

De to nye ruter bringer Ryanair op på i alt 19 ruter ud af København. Flyselskabet vurderer selv at man dermed har 2,5 mio. kunder om året og at man »leverer 1.900 job på stedet.«

Læs også