Erhverv

Vraget kronprins sender Novo Nordisk ud i blæsevejr

Novo Nordisk-aktien har begyndt dagen med et fald, efter at det tidligere på morgen blev offentliggjort, at Jakob Riis har opsagt sin stilling.

Foro: Stine Tidsvilde

Novo Nordisks nedtur på børsen i år fortsætter. Onsdag morgen kom det frem, at Jakob Riis, der er chef for insulingiganten i Nordamerika, har sagt sit job op, og den nyhed er langt fra blevet modtaget med jubel blandt investorerne. Kl. 9.10 blev aktien handlet til 245 kr. pr. styk, hvilket svarer til et fald på 1,61 pct.

Dermed indtager Novo Nordisk en klar bundplaceringen i C20-indekset i dag, og siden nytår er aktien nede med 3,81 pct. Det er også nok til en bundplacering i C20-indekset. Kun Pandora har klaret sig dårligere i 2017 end Novo Nordisk.

Jakob Riis blev tidligere betragtet som kronprinsen, der skulle føre Lars Rebien Sørensens værk videre. Men i efteråret 2016 blev Jakob Riis vraget til posten som koncerndirektør i medicinalkæmpen Novo Nordisk og i stedet sendt til USA for at redde forretningen der.

»Det er en skidt nyhed for Novo Nordisk, da selskabet på det seneste har haft godt momentum på det amerikanske marked med en god udvikling i de ugentlige recepttal. Det har været den positive historie omkring Novo på det seneste, og nu opstår der lidt usikkerhed om det amerikanske marked. Jakob Riis har haft et godt navn blandt investorerne, fordi alt, han har rørt ved, har vist gode resultater,« siger aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Bank til Ritzau Finans.

Doug Langa, der er direktør for Market Access i Novo Nordisk Inc., skal afløse Jakob Riis.

BRANCHENYT
Læs også