Familieejet spagnum-gigant hiver millioner op af jorden
Pindstrup Mosebrug, der er ejet af en diskret østjysk familie, er en pengemaskine.
Hvis du nogensinde har set en dansker slæbe kilovis af havesække med spagnum ud fra et plantecenter, er der god sandsynlighed for, at sækkene kommer fra Pindstrup Mosebrug ved Ryomgård.
Den familieejede østjyske virksomhed, der lever en diskret tilværelse uden for mediernes søgelys, sælger spagnum til private og gartnerier i hele verden - og det er særdeles indbringende.
Alene i fjor tjente familievirksomheden rekordhøje 85 mio. kr. Det viser et nyt årsregnskab. Dermed har familien la Cour Stausholm, der står bag Pindstrup Mosebrug, på 10 år tjent over 400 mio. kr.
»Resultatet er højere end budgetteret og anses som tilfredsstillende,« lyder det i ledelsesberetningen i det nye årsregnskab.
| Mio. kr. | 2011/2012 | 2012/2013 | 2013/2014 | 2014/2015 | 2015/2016 |
|---|---|---|---|---|---|
| Omsætning | 559,7 | 582,9 | 686,9 | 765,5 | 800,5 |
| Resultat efter skat | 45,5 | 39,7 | 64,2 | 66,6 | 84,7 |
| Egenkapital | 211,2 | 232,1 | 282,5 | 314,9 | 362 |
Omsætningen i Pindstrup Mosebrug har for første gang rundet 800 mio. kr., en stigning på over 200 mio. kr. i forhold til tre år forinden.
Samtidig fortsætter ejerfamilien med at hive store millionbeløb ud til sig selv. I fjor blev det til et udbytte på 28,5 mio. kr.
Pindstrup Mosebrug er en af verdens førende producenter af spagnum, et jordforbedringsmiddel, der bruges til planteavl. Det sker fra fabrikker i både Danmark, Estland, Letland, Rusland, Spanien og Storbritannien. Samlet beskæftiger koncernen godt 800 ansatte.
Fra hovedsædet i Pindstrup på Djursland, hvor Johannes F. la Cour i 1905 grundlagde Pindstrup Mosebrug, afsætter den familieejede virksomhed sine produkter til mere end 100 lande verden over.


