Erhverv
0

Iværksættere i Danmark overlever længere end gennemsnittet i EU

Næsten halvdelen af nystartede virksomheder i Danmark overlever fem år.

Overlevelsesraten over fem år for iværksættervirksomheder i EU samt Norge og Schweiz. Tal for 2014. Kilde: Eurostat

Danmark ligger i den europæiske top når det kommer til længerevarende succes for iværksættere.

Det viser Iværksætterbarometeret, som Center for VækstAnalyse har sendt på gaden i dag.

Således ligger Danmark på en syvende plads, når man ser på overlevelsesraten efter fem år, altså hvor stor en andel af nyetablerede virksomheder, som overlever fem år. 45,7 pct. af de danske virksomheder overlever mindst fem år, mens gennemsnittet for EU ligger på 42,5 pct.

Hos Vækstfabrikkerne og Væksthus Sjælland, som står bag Center for VækstAnalyse, peger man på det stærke system, som er rundt om de danske iværksættere.

»En del af forklaringen er, at vi har nogle rigtig dygtige iværksættere, men også det system, vi har rundt om iværksætterne, der er internationalt stærkt, spiller ind. Hvis man ser på nogle af de lande, hvor overlevelsesraten ikke er særlig høj, så er det lande, med et relativt svagt system til at støtte iværksættere. Herhjemme har vi f.eks. finansielle tilbud som Vækstfonden og Innovationsfonden, så rundt om iværksætterne er der egentlig et ret stærkt supportsystem. Samtidig har vi en rådgivningsbranche, som kan give god sparring til iværksætterne,« siger Mads Váczy Kragh, direktør for Vækstfabrikkerne og Væksthus Sjælland.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er også godt klar over, at hvis Danmark skal bevare vores gode position internationalt, så er det vigtigt, at systemet omkring iværksætterne fortsat er i topklasse.

»Jeg er helt bevidst om, at hvis Danmark også fremover skal stå stærkt som iværksætternation i en global verden, så skal vi konstant være i bevægelse. Derfor vil jeg eksempelvis i løbet af kort tid nedsætte et iværksætterpanel, der skal komme med konkrete forslag til, hvordan vi kan styrke den danske iværksætterkultur og gøre den endnu bedre, sådan at flere nye virksomheder kan vokse og udvikle sig til gavn for hele samfundet,« siger Brian Mikkelsen (K) i en pressemeddelelse.

Selv om Danmark klarer sig godt internationalt, så er en del af iværksætterbranchen ifølge Mads Váczy Kragh også, at nogle bukker under. Men det er ikke nødvendigvis lig med konkurser.

»En aktiv virksomhed opgøres som en, der har et halvt årsværk i omsætning i virksomheden, så mange af dem der ikke overlever går ikke konkurs, men går bare ned på hobbyniveau,« siger Mads Váczy Kragh.

BRANCHENYT
Læs også