Erhverv

PostNord skal fyre i tusindvis i Danmark og have milliardhjælp

Op mod 4.000 medarbejdere i den danske del af PostNord skal fyres. Samtidig beder posten den danske stat om at få tilført 2,3 mia. kr.

Foto: Benjamin Nørskov

Der skal skæres en stor luns af den danske del af det dansk-svenske PostNord. Helt konkret vil PostNord skille sig af med 3.500 til 4.000 medarbejdere i de kommende fire år. De 500 medarbejdere vil blive fundet i administrationen. Det oplyser PostNord i en pressemeddelelse.

»PostNord gennemfører en tilpasning til digitaliseringen i overensstemmelse med den strategi, virksomheden fastlagde for tre år siden. For at imødegå den accelererende digitalisering i Danmark og opnå lønsomhed indføres en ny produktionsmodel,« skriver PostNord i pressemeddelelsen.

Omstillingen kommer bl.a. til at betyde, at almindelige breve bliver leveret inden for fem dage. Det vil dog fortsat være muligt at få leveret breve fra dag til dag - det fremgår dog ikke af pressemeddelelsen, hvad det kommer til at koste.

Ændringerne kommer, efter at PostNord i Danmark kom ud af 2016 med et dundrende underskud. Driftsresultatet inklusive ekstraordinære nedskrivninger endte på minus 1.910 mio. svenske kr. og dermed forsvandt egenkapitalen som dug for solen.

PostNord forventer, at størstedelen af nedskæringerne vil blive gennemført i de kommende to til tre år. Og omkostningerne til omstillingen forventes at løbe op i 2,3 mia. danske kr. PostNord regner dog ikke med, at selskabet selv har råd til at finansiere omstillingen i Danmark. Derfor skal pengene hentes hos den danske stat.

»PostNord har over for ejerne fremført et behov for finansiering af disse omstillingsomkostninger, fordi PostNord vurderer, at de ikke kan finansieres internt. Omstillingen vil i omstillingsperioden endvidere medføre en betydelig negativ pengestrøm, som skal kunne finansieres med egen indtjening,« skriver PostNord i pressemeddelelsen.

Ifølge PostNord vil selskabet ikke få brug for yderligere hjælp fra den danske stat, når omstillingen er gennemført.

»Når omstillingen af den danske virksomhed er gennemført, vil vi have en skalerbar og økonomisk bæredygtig produktionsmodel, som gør det muligt at opretholde postbefordringspligten med en lønsom brevvirksomhed selv med små brevmængder,« udtaler Håkan Ericsson, PostNords koncernchef, i pressemeddelelsen.

Den nye sparerunde kommer efter, at PostNord har reduceret antallet af medarbejdere i Danmark med ca. 3.000 siden 2013. Problemerne i Danmark skyldes bl.a., at brevmængden siden årtusindeskiftet er faldet med ca. 80 pct.

Læs også