Erhverv

Lego overgår sig selv igen: Men den overnaturlige vækst er stoppet

Legos omsætning satte rekord i 2016, da koncernen solgte for over 100 mio. kr. hver dag. Væksten ser dog ud til at stoppe, forklarer koncernens topchef.

Der er fortsat meget at smile af for tre af de vigtigste i Lego-imperiet. Fra venstre Thomas Kirk Kristiansen, Lego-koncernens øverste ansvarlige, Kjeld Kirk Kristiansen, bestyrelsesformand i Kirkbi, og Jørgen Vig Knudstorp, bestyrelsesformand i Lego og Lego Brand Group.

Hvis man troede, at Lego ikke kunne gøre det bedre, kan man nu godt tro om.

For Lego har netop præsenteret tallene for 2016, og de viser, at omsætningen nåede op på 37,9 mia. kr. i løbet af året. Det svarer til, at Lego hver dag året rundt i gennemsnit solgte for knap 104 mio. kr.

 I 2015 var omsætningen på 35,8 mia. kr., så Lego omsatte i 2016 for omkring 6 pct. mere end året forinden. Det er dog den laveste vækst i virksomheden siden 2007.

»Lego har fortsat vækst. I de seneste mange år har vi haft en nærmest overnaturlig vækst. Men fremover skal vi have en mere bæredygtig vækst  en vækst tættere på væksten i legetøjsmarkedet, måske lidt over,« sagde Bali Padda, topchef i Lego, i forbindelse med præsentationen af årsregnskabet for 2016.

Siden 2006 er antallet af ansatte i Lego-koncernen vokset fra 8.365 til 13.974, men den vækst kan altså også nu se ud til snart at være slut.

Legos bedst sælgende linjer i 2016 har – i tilfældig rækkefølge - været Lego City, Lego Friends, Lego Duplo, Lego Ninjago og Lego Star Wars, som har været på listen i over 15 år.

Overskuddet efter skat endte på 9,4 mia. kr. for Lego i 2016, hvilket er en anelse bedre end i 2015, hvor resultatet var et overskud på 9,1 mia. kr.

Fremgangen i overskuddet var i 2016 ligeledes på det laveste niveau i det seneste årti.

Mio. kr. 2012 2013 2014 2015 2016
Omsætning 23.095 25.294 28.578 35.780 37.934
Resultat før skat 7.522 8.239 9.491 12.148 12.391

I en pressemeddelelse forklarer Lego ligeledes, at der i 2016 blev foretaget »betydelige investeringer i at opbygge kapacitet for at leve op til koncernens langsigtede vækstmål«.

Et vigtigt marked for Lego er USA, og her var salget uændret i forhold til 2015, selvom Lego har øget sin marketingsindsats betydeligt i landet i anden halvdel af 2016. Det forklarer Bali Padda i pressemeddelelsen.

»Vi vil fortsat arbejde tæt sammen med vores partnere i detailhandlen for at finde nye muligheder for at forny os, styrke væksten og begejstre børn på dette vigtige marked,« siger han.

Læs også