Erhverv

Karsten Ree med til at hjælpe skrantende smykkefirma

Spinning Jewelry har for nylig måttet skifte direktør og få tilført ny kapital, fordi firmaet manglede penge.

Karsten Ree er blandt medejerne af Spinning Jewelry og har for nylig fået flere aktier i smykkefirmaet. Foto: Philip Davali

Et samlet underskud på omkring 35 mio. kr. de seneste tre regnskabsår har sat sine spor i smykkefirmaet Spinning Jewelry.

Derfor har flere fra ejerkredsen bag Spinning Jewelry for nylig tilført firmaet 1,2 mio. kr. gennem en gældseftergivelse, da firmaet ikke selv havde penge til at gennemføre et fremstød.

Det fortæller Peter Juul, der er midlertidig direktør i Spinning Jewelry, til Finans.

»Vi manglede penge til at lave et fremstød i primært Danmark og Skandinavien for vores nye kollektioner, som vi forventer os meget af,« siger han og forklarer, at kollektionerne er lavet af den kendte smykkedesigner Julie Sandlau.

Blandt ejerne af Spinning Jewelry, der har hjulpet til med kapitalforhøjelsen i denne omgang er Karsten Ree Holding B ApS, som er Ree-familiens holdingselskab.

Efter kapitalforhøjelsen er Karsten Ree Holding B ApS' ejerandel blevet forøget, så selskabet nu er den største aktionær i smykkefirmaet.

Ree-selskabet ejer ifølge cvr-registeret mellem 33,34 og 49,99 pct. af aktierne i Spinning Jewelry.

Samtidig er #Ring_Me ApS' ejerandel blevet mindre ved kapitalforhøjelsen. Selskabets ejerkreds består af en række personer, heriblandt smykkedesigner Julie Sandlau.

Mio. kr. 2013/2014 2014 2015
Resultat efter skat -23,8 -2,1 -8,8
Egenkapital -1,6 -3,7 -4,5

Som tidligere nævnt har Spinning Jewelry de seneste år givet store underskud, og samtidig blev egenkapitalen negativ med 4,5 mio. kr. efter seneste regnskab, der er fra 2015.

Ved årsskiftet blev der tilmed skiftet ud på direktørposten, da Peter Juul blev hyret ind til direktørstillingen i Spinning Jewelry, da der ifølge ham var opstået »uoverensstemmelser« med den nu forhenværende direktør Kim Wandel Olsen, der sad på posten i tre år.

Indtil udgangen af marts fungerer Peter Juul som midlertidig direktør, og hans opgave har været at få rettet op på organisationen.

»Vi har skåret til økonomisk, og der begynder nu at være gode tegn på, at det kan blive en sund organisation. Der er fundet en ny salgschef, og en ny direktør bliver forhåbentlig snart fundet,« siger han.

Spinning Jewelry blev stiftet i 1985 af Hans Henrik Nygaard under navnet Ravsmeden. Senere skiftede firmaet navn til Unika Design, og i 2006 blev det så til Spinning Jewelry.

To år senere købte den børsnoterede danske kapitalfond Deltaq smykkefirmaet. Målet var at lægge sig i slipstrømmen på fremadstormende Pandora og forvandle Spinning Jewelry fra en dansk smykkevirksomhed til et stort internationalt smykkebrand. Foruden en 10-dobling af omsætningen skulle antallet af forhandlere i 2013 runde 5.000.

Spinning Jewelry nåede ingen af delene.

For i maj 2013 indgav Spinning Jewelry en konkursbegæring efter flere år med dårlig økonomi. En måned senere blev det meddelt, at rettighederne til at føre Spinning Jewelry videre var blevet solgt til et konsortium. Det konsortium drev smykkefirmaet videre i en ny konstruktion.

BRANCHENYT
Læs også