Erhverv
0

Mindst 500 Uber-chauffører har ikke betalt skat

Ifølge Skat har 500 Uber-chauffører fået nye selvangivelser som følge af manglende skattebetalinger i 2014 og 2015. Beløbets størrelse er ukendt, og der kan komme bøder til chaufførerne, lyder det fra Skat.

Dagen efter den nye taxalov blev præsenteret, forklarede Ubers talsmand Kristian Agerbo, at loven var et hårdt slag for Uber. Et skattesmæk til - indtil videre - 500 chauffører - gør det næppe nemmere. Foto: Stine Bidstrup

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Presset på Uber fortsætter, efter Skat har sendt nye selvangivelser for 2014 og 2015 til 500 af selskabets chauffører pga. manglende skattebetaling. Oven i det har flere andre chauffører selv været inde og ændre selvangivelserne, som kommer til at påvirke deres skattebetalinger i år.

Det oplyser Skat i en mail til Finans.

Skat har på baggrund af lister fra de hollandske skattemyndigheder orienteret ca. 1.700 personer, som i de pågældende år har kørt for Uber, om, at Skat er klar over, at de har kørt for Uber, og at det kan påvirke deres selvangivelser. Samtidigt er Skat i gang med at gennemgå samtlige selvangivelser, og det er på baggrund af den gennemgang, at 500 chauffører indtil videre har fået forslag til nye selvangivelser.

»Disse personer modtager efterfølgende nye årsopgørelser, hvori deres restskat bliver opkrævet. Hvis reguleringen medfører en restskat over en vis størrelse, sendes sagerne efter en konkret vurdering over til en særlig enhed i Skat, der vurderer, om man også får en bøde oveni de unddragne skattebeløb,« oplyser Skat.

Skat kan ikke oplyse, hvor store beløb, der er tale om for de enkelte chauffører, eller hvor stort et samlet beløb, chaufførerne mangler at betale.

Med Skats arbejde stiger presset fortsat på Uber, efter seks chauffører i både Københavns Byret og Østre Landsret tidligere har fået domme for piratkørsel, ligesom den seneste taxalov, der i februar blev indgået med et bredt politisk flertal, truer selve Ubers eksistens med flere restriktioner på takster, tilladelser og udstyr i bilerne. 

Desuden kunne Fagbladet 3F i sidste uge fortælle, at 1.500 Uberchauffører står til at blive sigtet for ulovlig taxakørsel. Oplysningerne om de 1.500 er fremkommet efter samme hollandske skatteliste, og den fik politiet – som Finans beskrev i december - oversendt fra Skat med navne, adresser og cpr-numre.

Skat har ikke tal for 2016.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også