Disse biler blev verdens dyreste sidste år
Her kan du se en top-10 over verdens dyreste biler solgt på auktion i 2016. Ferrari fylder godt op på listen.
Hvis man ejer nogle af verdens mest efterspurgte bilmodeller, er der mange penge at hente. Sidste år landede prisen på de 10 mest værdifulde biler, solgt på auktion, på 172 mio. dollars (1,2 mia. kr.).
Det er godt 10 mio. dollars mere end året før.
Det er måske ikke uventet, at der er fire Ferrari-modeller blandt de 10 dyreste biler, men til gengæld betegnes det som overraskende, at der var fire modeller fra før Anden Verdenskrig, der i 2016 pressede sig ind blandt verdens dyreste biler.
Jaguar D-modellen var samtidig den dyreste Jaguar, der nogensinde er handlet og samtidig den dyreste britiske bil nogensinde med en pris på 21,8 mio. dollars - svarende til 152 mio. kr.
9 ud af de 10 dyreste biler blev handlet i USA. Til gengæld kan Frankrig prale med, at sidste års dyreste bil på auktion blev handiet i Paris af auktionshuset Artcurial.
Opgørelsen er foretaget af tyske Marktbeobachter von Classic-Analytics fra Bochum. Selskabet har samlet tallene ind fra 90 internationale bilauktioner med næsten 6.000 solgte biler i 2016.
Der er udelukkende tale om auktionshandler, hvorimod private salg eller fra forhandlere ikke er regnet med. Ifølge det tyske medie Handelsblatt giver auktioner et mere retvisende billede, da beløbene er lette at verificere, og pengene skal falde, så snart hammeren har lydt.
Verdens dyreste biler solgt på auktion i 2016:
1. Ferrari 335 Sport, årgang 1957 - 35,9 mio. dollars (250 mio. kr.)
2. Jaguar D-type, årgang 1955 - 21,8 mio. dollars (152 mio. kr.)
3. Alfa Romeo 8C 2900B Lungo Spider, årgang 1939 - 19,8 mio. dollars (138 mio. kr.)
4. Ferrari 250GT LWB California Spider Competizione, årgang 1959 - 18,15 mio. dollars (129 mio. kr.)
5. Ferrari 250GT SWB California Spider, årgang 1961 - 17,2 mio. dollars (120 mio. kr.)
6. Shelby Cobra 260, årgang 1962 - 13,75 mio. dollars (96 mio. kr.)
7. Ferrari 250GT SWB Berlinetta Competizione, årgang 1960 - 13,5 mio. dollars (94 mio. kr.)
8. Alfa Romeo 8C 2300 Monza, årgang 1933 - 11,99 mio. dollars (84 mio. kr.)
9. Bugatti Type 55, årgang 1932 - 10,4 mio. dollars (72,5 mio. kr.)
10. Mercedes Benz 540K Spezial Roadster, årgang 1937 - 9,9 mio. dollars (69 mio. kr.)
Billeder af samtlige 10 biler kan ses her.