Boom i udenlandske gæster: Danmark slår ældgammel rekord i 2017
Danmark får i år det største antal udenlandske overnatninger nogensinde. Væksten ventes at blive på 3-5 pct., og det er især tyskerne, der har fået et stærkt comeback ved de danske kyster.
Dansk turisme er på vej mod det bedste år nogensinde. Alt tyder på, at 2017 bliver året, hvor antallet af udenlandske overnatninger slår rekorden helt tilbage fra 1993.
Væksten betyder en meromsætning i milliardklassen, der samlet set er tæt på at krydse 100 mia. kr. om året. De voksende antal turister skaber tusindvis af arbejdspladser.
»2017 tegner til at blive det bedste turistår hidtil. Vores prognose viser, at antallet af udenlandske overnatninger stiger med mellem 3 og 5 pct. Dermed vil rekorden fra 1993, hvor der var 27 mio. udenlandske overnatninger, blive slået,« siger Jan Olsen, adm. direktør for VisitDenmark.
2017 tegner til at blive det bedste turistår hidtil.Jan Olsen, adm. direktør for VisitDenmark.
Der kommer flere gæster fra Kina, USA, Frankrig og Holland. Men det er først og fremmest et forrygende comeback for dansk turisme i Tyskland, som sender overnatningerne i sommerhuse, feriecentre og hoteller mod nye højder.
Tyske turister strømmer igen til Danmark efter en række sløje år, hvor de danske kyster tabte terræn til mere klimaforkælede områder i det sydlige Europa.
Den tyske økonomi er solid, og arbejdsløsheden er lav. Det øger interessen for at holde ferie i udlandet, men flere af de populære rejsemål er ramt af problemer, og det giver øget søgning til Danmark.
»Terror og uro i Tyrkiet og det nordlige Afrika har reduceret rejselysten til disse områder. Det betyder, at turisterne søger mod Sydeuropa, og det presser priserne i vejret i lande som Spanien og Frankrig. Derfor rejser mange flere tyskere mod nord, når de skal på ferie,« siger Mads Schreiner, markedschef for VisitDenmark i Tyskland.
Terror og uro i Tyrkiet og det nordlige Afrika har reduceret rejselysten til disse områder.Mads Schreiner, markedschef for VisitDenmark i Tyskland.
Tyske turister står for 60 pct. af de udenlandske overnatninger herhjemme, og derfor er det helt afgørende for turismens udvikling, at tyskerne vender tilbage til Danmark.
Ud over de aktuelle politiske forhold, som flytter store turiststrømme, er der også en mere grundlæggende tendens til, at flere tyskere foretrækker at holde ferie i mere kølige områder.
Den hjemlige tyske turisme er i betydelig vækst, og tyskerne har 55 mio. overnatninger langs kysterne. Alene på ferieøen Sylt lige syd for grænsen til Danmark er det hvert år 7 mio. overnattende tyskere.
»Vi er i høj grad i direkte konkurrence med den tyske kystturisme, hvor kapaciteten er knap. Det er godt for de danske kyster, som er et godt alternativ,« siger Mads Schreiner.
Han fremhæver, at Danmark netop i disse år har øget markedsføringen i Tyskland, og den store indsats falder på et optimalt tidspunkt.
Regeringen har bevilget ekstra 10 mio. kr. i både 2016 og 2017 til at markedsføre kyst- og vandkantsdanmark i udlandet. I 2016 bidrog turisterhvervet selv med yderligere 8,2 mio. kr., og i alt blev der sidste år brugt yderligere 13,5 mio. på det vigtige tyske marked.
»De ekstra penge har for første gang gjort det muligt i større stil at benytte tv-reklamer i markedsføringen, og det har skabt større opmærksomhed om Danmark,« siger Mads Schreiner.
De ekstra penge har for første gang gjort det muligt i større stil at benytte tv-reklamer i markedsføringen, og det har skabt større opmærksomhed om DanmarkMads Schreiner, markedschef for VisitDenmark i Tyskland.
Budgettet for tv-satsningen er på 10 mio. kr., og det er Novasol, Dansk Kyst- og Naturturisme, VisitDenmark, samt turistorganisationerne i Sønderjylland, Ringkøbing og Sydvestjylland, som står bag.
Traditionelt er det børnefamilier, som rejser til Danmark, og langt de fleste vælger at bo i sommerhus eller ferielejlighed. Men i de senere år er det sket et skifte.
»For første gang er der flere tyske par end familier med børn, som holder ferie i danske feriehuse,« siger Mads Schreiner.
Det er positivt set fra dansk side, for det gør sæsonen længere. Børnefamilier rejser typisk i skolernes sommerferie, men par er mere fleksible og kan rejse i skuldersæsonerne.
»Det er helt klart en fordel, at der er flere par, som besøger Danmark. Vi kan se, at interessen for at leje feriehus er stigende i måneder som juni og september, og det er godt, for i juli er alt stort set udlejet,« siger Carlos Villaro Lassen, adm. direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.
Tyske turister har et forholdsvis lavt døgnforbrug i forhold til gæster fra andre lande. Til gengæld er der mange af dem, og tyske turister står for 28 pct. af den udenlandske turismeomsætning. Det er næsten lige så meget som Sverige og Norge tilsammen.
»Når tyskerne besøger Danmark, er det typisk en gruppe på knap fem personer, og de er her 8-10 dage. Samtidig viser erfaringen, at de vender tilbage igen og igen. Derfor er det så vigtigt et marked for os,« siger Carlos Villaro Lassen.
De positive forventninger til 2017 kommer efter tre år med vækst i turismen, og de flotte vækstrater betyder, at Danmark på det seneste har klaret sig bedre end andre lande i Europa.
»Dansk turisme har de seneste år været inde i en rigtig god udvikling, hvor udenlandske turister fra hele verden har fået øjnene op for Danmark og har lyst til at rejse hertil. Det er fantastisk godt for væksten og beskæftigelsen i de mange byer og kystområder, som tiltrækker udenlandske turister,« siger Jan Olsen.
Det er fantastisk godt for væksten og beskæftigelsen i de mange byer og kystområder, som tiltrækker udenlandske turister.Jan Olsen, adm. direktør for VisitDenmark.
Han tilføjer, at der ikke er garanti for, at væksten fortsætter, for der er hård konkurrence om internationale turister, da turismen er godt for både økonomi og beskæftigelse.
»Flere og billige flyruter gør det nemt at rejse, og digitaliseringen har skabt et stort globalt marked. Derfor er det en stor udfordring at sikre synlighed om Danmark, så vi også i de kommende år kan sikre vækst for dansk turisme,« siger Jan Olsen.

