Erhverv

Danish Crown sælger amerikansk datterselskab for 1,6 mia. kr.

Mere fokus på Nordeuropa og Asien får nu konsekvenser for Danish Crowns amerikanske datterselskab Plumrose.

Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown, er mere end godt tilfreds med milliardsalget af det amerikanske datterselskab Plumrose. Foto: Tobias Nicolai.

Fødevarekoncernen Danish Crown har scoret et mindre milliardbeløb og har samtidig taget et skridt i rejsen mod at blive en koncern med mere fokus på Nordeuropa og Asien.

Danish Crown har nemlig solgt sit amerikanske datterselskab Plumrose for 1,6 mia. kr. til brasiliansk-baserede JBS S.A. Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

»Salget af Plumrose er et skridt fremad i forhold til at levere på de langsigtede mål i Danish Crowns strategi. Vi har med et slag styrket vores finansielle kapacitet ganske væsentligt. Det giver os stor handlefrihed i forhold til at bidrage til det, jeg vil kalde en nødvendig konsolidering af fødevarebranchen indenfor forarbejdede kødprodukter på vores fire hjemmemarkeder, udtaler Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown i en kommentar til meddelelsen.

Plumrose omsatte i det seneste regnskabsår for 3,4 mia. kr. og driver fem fabrikker og to distributionscentre med 1.200 medarbejdere i USA.

Danish Crown lancerede i efteråret 2016 strategien 4WD, hvor målet først og fremmest er at vokse på de fire hjemmemarkeder Danmark, Sverige, Polen og Storbritannien, mens eksporten til Asien sideløbende skal udbygges.

Det skal blandt andet ske ved at etablere egen produktion i Kina baseret på danske råvarer, og så er det målet at opnå en global førerposition indenfor udvalgte kategorier.

Topchef Jais Valeur understreger i meddelelsen, at Plumrose er en fremragende virksomhed, men at basen i USA og en produktion primært baseret på amerikanske råvarer gjorde det amerikanske datterselskab til et unaturligt forretningsben for Danish Crown-koncernen.

Salget af Plumrose til JBS S.A. er betinget af godkendelse fra de amerikanske konkurrencemyndigheder.

Læs også