Erhverv
0

Stenrige arabere køber 25-årig danskers kæmpesucces

Et investeringsselskab fra Bahrain har købt hovedparten af aktierne i den fremadstormende danske it-virksomhed Ageras.

Rico Andersen står i spidsen for den danske vækstkomet Ageras, der nu er blevet solgt til en international investeringsfond. Foto: Joachim Ladefoged

Da den 25-årige Rico Andersen i efteråret 2011 stiftede it-firmaet Ageras, havde han nok ikke regnet med, at virksomheden lidt over fem år senere skulle blive købt af nogle stenrige arabere.

Men det er lige netop, hvad der nu er sket.

Den internationale investeringsgigant Investcorp, der har base i Bahrain og omkring 70 mia. kr. under forvaltning, har netop købt aktiemajoriteten i Ageras. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

»Fra det første øjeblik, vi mødte Investcorp, stod det klart, at de var den rigtige partner for Ageras til den næste fase af vores vækstrejse,« siger Rico Andersen, der fortsætter som adm. direktør i Ageras.

Ageras kort fortalt
  • Ageras er en dansk it-virksomhed, der formidler kontakt mellem forbrugere og virksomheder på den ene side og revisorer, bogholdere og advokater på den anden side.
  • Virksomheden blev stiftet af Rico Andersen og Martin Hegelund Møller i 2012 sammen med serieiværksætteren Martin Thorborg og Nicolai Frisch.
  • I dag har Ageras mere end 100 ansatte, over 60.000 brugere og omsatte i 2015 for 30 mio. kr. Virksomheden er til stede i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Tyskland.
  • Ageras har hovedsæde i København.

Investcorp er bl.a. kendt for i 2012 at have købt det danske designklenodie Georg Jensen. Pris: Lidt over 800 mio. kr.

Ifølge CVR-registret ejer Investcorp mellem 50 og 66,66 pct. af aktierne i Ageras. Det fremgår ikke, hvor meget Investcorp har betalt for aktierne, men onsdag er der blevet lavet en kapitalforhøjelse i Ageras på knap 40 mio. kr.

Med Investcorps indtræden i ejerkredsen er Rico Andersens aktieandel i Ageras blevet mindre. Den store sælger af aktier i Ageras i denne omgang er dog Amino, der primært ejes af den kendte iværksætter Martin Thorborg.

Han var i sin tid med til at skabe Ageras sammen med Rico Andersen og Martin Hegelund Møller, men har nu solgt samtlige sine aktier i firmaet. Martin Thorborg forlader også bestyrelsen i Ageras.

Samtidig bliver formand Martin Hegelund Møller erstattet af Gilbert Kamieniecky, managing director i Investcorp. Han beholder dog en ejerandel i it-firmaet.

»Ageras' høje kundetilfredshed kombineret med en loyal partnerbase har sikret selskabet en førende position på markedet i Europa. Disse grundlæggende forretningsmæssige styrker, kombineret med et fremragende ledelsesteam, gør Ageras til en ideel partner for Investcorp,« siger Gilbert Kamieniecky i pressemeddelsen.

Ageras, der tilbyder private og virksomheder tre tilbud inden for revision, bogholderi og advokatydelser, omsatte i 2015 for 30 mio. kr. og lavede overskud trods heftige investeringer og udvidelse til både Holland og Tyskland.

Antallet af medarbejdere i virksomheden har for længst rundet 100.

Fortællingen om Ageras – og ikke mindst Rico Andersen – er den om en ung knægt, der droppede ud af 2. g i handelsskolen i Roskilde for at stifte virksomheden Faadetgjort.dk.

Efter at have opbrugt to banklån og på randen af konkurs fik han en mail fra Martin Thorborg. Han ville bygge en hjemmeside, hvor man kunne indhente tre tilbud fra fagfolk til den bedste pris.

Agera (nu Ageras) blev født.

BRANCHENYT
Læs også