Fortsæt til indhold

Bortvist direktør hiver Hummel i retten med erstatningskrav

Erhverv
/ritzau/FINANS

Den bortviste og politianmeldte topchef i Hummel, Søren Schriver, har ikke tænkt sig at indstille angrebene på sin tidligere arbejdsgiver og slæber nu Hummel i retten, hvor han kræver millionerstatning for uberettiget bortvisning.

Det skriver Børsen.

Den 9. februar blev Hummel-topchef gennem 24 år, Søren Schriver, bortvist fra posten på baggrund af beskyldninger om bedrag af Hummel og afpresning af et tyrkisk datterselskab. Siden er Schriver meldt til bagmandspolitiet, og efter betænkningstid med gennemgang af anmeldelsen vælger han nu at slå tilbage og slæber Hummel i retten.

- Vi har nu set på det materiale, vi har modtaget fra Hummel i forbindelse med politianmeldelsen, og vi mener ikke, der er forhold i materialet, der kan begrunde bortvisningen - eller politianmeldelsen for den sags skyld, siger Søren Schrivers advokat, Finn Schwarz, fra advokatfirmaet Horten.

I forbindelse med stævningen kræver Søren Schriver et uspecificeret millionbeløb for uberettiget bortvisning og har derved ikke ladet sig skræmme af materialet, som Hummel-ejer Christian Stadil og advokater fra Plesner fremlagde ved et yderst dramatisk pressemøde den 22. februar.

I en mail til Børsen forklarer Christian Stadil, at han tager stævningen med ro, da han mener materialerne mod Søren Schriver er helt utvetydige beviser på strafbar adfærd.

Artiklens emner
Hummel
Søren Schriver