Teleselskab i stor bommert: Pludselig var kunders hemmelige oplysninger ikke hemmelige - i mere end tre måneder
Det tog Telenor flere måneder at finde ud af, at en række kunders hemmelige informationer som telefonnummer og adresse alligevel ikke var hemmelige. Telenor lægger sig fladt ned.
Hvis du gik og troede, at hemmeligt nummer rent faktisk også betød hemmeligt nummer, må du tro om igen. En række Telenor-kunders hemmelige oplysninger har nemlig igennem flere måneder overhovedet ikke været hemmelige.
En fejl i det system, der leverer informationer til den officielle nummertjeneste 118, som også leverer information til degulesider.dk og krak.dk, har bevirket, at en række kunders oplysninger mod deres ønske har været tilgængelige hos de mest anvendte databaser.
»Det er en situation, som vi tager meget alvorligt, og som vi er rigtig kede af på vegne af vores kunder. Det er en af den slags fejl, som ikke må ske, men som desværre er sket,« skriver Mette Eistrøm Krüger, juridisk direktør i Telenor, i en mail sendt fra selskabets presseafdeling.
Fejlen er ifølge Telenor opstået af to omgange. I november sidste år berørte fejlen 11.914 kunder, og derudover havde man endnu en konkret sag i marts 2017, der omfatter 358 kunder.
Det er meget uheldigt, og det er lige præcis en fejl, som ikke må ske, men som alligevel er sket.Mette Eistrøm Krüger, juridisk direktør i Telenor.
Når fejlen kan ske, så kundernes oplysninger har været tilgængelige på krak.dk og de gulesider.dk., skyldes det ifølge Telenor, at selskabet ligesom alle andre teleselskaber er forpligtet til at levere informationer til 118. I sidste ende er der tale om en menneskelig fejl, oplyser Telenor.
»Vi er meget bevidste om, at der kan være tungtvejende årsager til, at man ikke ønsker at have sine informationer tilgængelige på oplysningstjenester. Derfor har vi også taget direkte kontakt til alle de berørte kunder og oprettet en hotline, hvor de kan søge individuel rådgivning,« lyder det fra Telenor.
Er det ikke yderst uheldigt, at jeres systemfejl lige præcis rammer folk, som meget klart har tilkendegivet, at de netop ikke ønsker at have kontaktoplysninger tilgængelige i diverse databaser?
»Jo, det er meget uheldigt, og det er lige præcis en fejl, som ikke må ske, men som alligevel er sket. Vi er meget bevidste om, at vi selvfølgelig har en opgave om at genopbygge vores kunders tillid til os,« skriver Telenor.

