Fortsæt til indhold

Rejsebureau vil sende turister ned til verdens mest berømte skibsvrag

Velhavende turister kan fra sommeren 2018 besøge vraget af Titanic 4.000 meter under havets overflade.

Erhverv

Det er verdenshistoriens mest berømte skibsvrag. Det giver navn til James Camerons 11-dobbelte Oscarvindende film fra 1997, og snart kan turister komme helt tæt på det. Hvis man har penge nok.

Det skriver The Telegraph.

Det er selvfølgelig vraget af Titanic, der er tale om. Det engelske rejsebureau Blue Marple Private vil fra sommeren 2018 sælge ture til det berømte skibsvrag.

Men det bliver ikke en billig fornøjelse at komme ned til det historiske vrag, der blev fundet i 1985. Prisen kommer til at være 105.129 dollars (727.913 kr.), og den pris er meget rammende. Renset for inflation svarer det nemlig til 4.350 dollars, hvilket er det samme som en billet til første klasse kostede på Titanics første og eneste tur.

Der bliver plads til ni passagerer ad gangen, og turen tager otte dage. Rejsen starter i St. Johns i den canadiske provins New Foundland, hvorfra passagererne med enten helikopter eller vandfly flyver ud til et skib, der fungerer som base for både videnskabsmænd og turisterne.

Her skal de først lære at færdes på skibet, inden de mellem tredje og sjette dag dykker næsten 4.000 m. ned til vraget af Titanic, alt efter hvordan vejrforholdene er. Der er plads til tre på personer på hvert dyk i en specialkonstrueret ubåd.

Men for de mange penge får man også en oplevelse uden lige. Der er færre mennesker, som har været ved vraget af Titanic, end mennesker der har været på toppen af Mount Everest.

Titanic var verdens største passagerskib, da det sank på sin jomfrurejse fra Southampton, England, til New York. På fjerdedagen stødte skibet på et isbjerg syd for Grønland og sank i løbet af bare 2,5 timer.

Der var omkring 2.200 passagerer ombord. Antallet af døde varierer i forskellige kilder mellem 1.490 og 1.635, men kun 306 lig blev fundet. Ligene blev fragtet til Halifax i den canadiske provins Nova Scotia.