Bagmandspolitiet opgiver at undersøge mistanker om hvidvask
Antallet af indberetninger om mulig hvidvask er mere end tredoblet på få år, og det tvinger bagmandspolitiet til en ny strategi.
Antallet af indberetninger om mistænkelige transaktioner strømmer ind i bagmandspolitiet i så voldsomt et omfang, at den særlige politienhed må opgive at gennemgå dem alle.
Det fremgår af et svar til Folketingets erhvervsudvalg, der netop nu arbejder med en ny hvidvasklov.
Ifølge folketingssvaret modtog bagmandspolitiet sidste år 18.669 indberetninger, der stammer fra især banker, casinoer og andre indberetningspligtige.
Det var en stigning på næsten 20 pct. i forhold til året før, og dermed fortsætter en udvikling, der har mere end tredoblet antallet af indberetninger på kun fire år.
Omvendt er antallet af medarbejdere i hvidvasksekretariatet ikke vokset, og de voldsomme mængder af indberetninger betyder, at bagmandspolitiets såkaldte hvidvasksekretariat lavede om på sine procedurer den 1. februar i år, fremgår det.
Indtil da blev alle indberetninger gennemgået manuelt. Fremover vil indberetningerne blive udtaget til nærmere undersøgelser ud fra, om de lever op til en række karakteristika, der kendetegner trends på hvidvask- og terrorfinansieringsområdet.
Hos bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, siger juridisk direktør Kenneth Joensen, at tallene viser, at bankerne har skærpet deres fokus på hvidvask markant.
»Vi har fuld tillid til bagmandspolitiet, men når det er sagt, kan vi godt være lidt bekymret for, om ressourcerne er til stede til at kunne følge med,« siger han.
Hverken bagmandspolitiet eller Rigsadvokaten, som bagmandspolitiet hører under, vil kommentere tallene, siger pressechef i Rigsadvokaten Mikkel Thastum.
Advokat Anne Birgitte Gammeljord har beskæftiget sig med hvidvaskområdet igennem advokaternes europæiske interesseorganisation, CCBE.
Hun tror ikke, at der hvidvaskes flere penge end tidligere, men peger i stedet på øget opmærksomhed og globalisering, som måske får flere penge til at flyde flere penge igennem danske banker end tidligere.
Ifølge svaret til Folketinget har bagmandspolitiet ingen sikker statistik over, hvor ofte indberetninger om mulig hvidvask fører til straffesager.