Fortsæt til indhold

Grundfos smider bombe: 390 medarbejdere kan miste deres job

Trods overskud på to mia. kr. er hundredvis af job i Grundfos-koncernen i fare.

Grundfos-topchef Mads Nipper.
Erhverv
/ritzau/

Op til 390 medarbejdere vil potentielt kunne miste deres job hos Grundfos som led i koncernens 2020-strategiplan.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Nyheden er kommet på et stort medarbejdermøde torsdag eftermiddag.

Planen omfatter faciliteter i Frankrig, England, Tyskland, Schweiz, Ungarn, Serbien og Danmark.

Op til 170 af de 390 job er lokale i Bjerringbro. Det fortæller kommunikationsdirektør, Kim Skibsted.

- Nok har vi et overskud på godt to milliarder, men vi har ikke nogen vækst. Vi håber, vi kan klare noget af det ved naturlig afgang eller ved at flytte medarbejdere.

- Men jeg kan ikke garantere, at vi ikke kommer til at afskedige medarbejdere. Men jeg kan love, at vi gør det så lempeligt som muligt, siger Kim Skibsted til Midtjyllands Avis.

Bjerringbro-koncernen øgede i fjor sit driftsresultat med 191 millioner kroner til godt 2,2 milliarder kroner.

Det skete trods et fald i nettoomsætningen med 0,5 procent til 24,7 milliarder kroner.

- Hvis ikke vi reagerer nu og tilpasser virksomheden til fremtiden, nu hvor det går godt, vil vi blive overhalet af konkurrenterne. Den situation vil vi ikke sætte hverken Grundfos eller Bjerringbro i.

- Så når vi nu optimerer produktion og distribution, udviser vi rettidig omhu, fordi vi gerne vil fastholde så mange arbejdspladser som muligt i Europa og Bjerringbro, siger Kim Skibsted til Midtjyllands Avis.

Fællestillidsrepræsentant Kitty Herholdt siger, at den jobmæssige usikkerhed nu vil hænge over medarbejderne i både Danmark og i udlandet.

Grundfos med hovedsæde i Bjerringbro er verdens største producent af pumper. De væsentligste produktgrupper er cirkulationspumper, dykpumper og centrifugalpumper. Her dækker Grundfos cirka halvdelen af verdensmarkedet.

Artiklens emner
Grundfos