Nordjysk fjederfabrik folder sig ud
Overtagelse af en svensk konkurrent skal styrke den danske virksomheds salg på de globale eksportmarkeder.
En nordjysk industrivirksomhed fortsætter med at vokse - og springer nu på én gang hurtigt frem. Det sker gennem overtagelse af en svensk virksomhed. Den skal supplere med flere produkter inden for specialet - fjedre.
Hagens Fjedre A/S - der er i gang med en international ændring til navnet Hagens Spring Group - er underleverandør til industriproducenter i USA, Asien og Europa. Virksomheden med hovedsæde i nordjyske Støvring har ud over produktion her i landet også egen fabrik i Kina.
Nu kommer Sverige til, da selskabet Spring Systems i byen Torsås er overtaget. Parterne offentliggør ikke salgsprisen.
Spring Systems med 60 ansatte har automatiseret produktion. Den fremstiller især forskellige typer af fjederløsninger, der afsættes til bl.a. bilindustrien, skov- og haveprodukter samt husholdnings- og elektronikindustrien.
»Vi har en strategi om at vokse både organisk og gennem opkøb for at blive endnu stærkere globalt. Den svenske virksomhed supplerer os rigtig godt på produktsiden,« siger Henrik Hagens, som er adm. direktør for og majoritetsejer af Hagens Fjederfabrik.
Den nordjyske virksomhed offentliggør ikke tal for omsætningen. Men Henrik Hagens understreger, at med den svenske virksomhed Spring Systems lagt ind, vil der komme en betydelig forøgelse af toplinjen.
Hagens Fjederfabrik har efter fredagens opkøb 185 ansatte fordelt i Danmark, Sverige og Kina, hvor der også er egen produktion. Indtil 2015 havde Hagens Fjedre desuden egen produktion i Polen, men den blev hentet hjem til det nordjyske efter store investeringer i nye maskiner på fabrikken der.
I det seneste regnskabsår, 2015/16, havde Støvring-virksomheden en bruttofortjeneste på 63 mio. kr., og året gav et overskud før skat på 12 mio. kr.