Fortsæt til indhold

Prispres og investeringer trykker bundlinjen i Leo Pharma

Selv om Danmarks tredjestørste medicinalselskab når bredere ud, falder overskuddet i kerneforretningen. Massive investeringer kommer til at præge resultatet i de kommende år, spår topchef.

Erhverv

Toplinjen stiger - men mest på grund af opkøb. Og bundlinjen lider under samme opkøb. Til gengæld er der klart flere kunder i butikken.

Sådan lyder hovedlinjerne i den fondsejede medicinalvirksomhed Leo Pharmas opgørelse over 2016.

Omsætningen stiger fra 8,5 mia. kr. til 9,8 mia. kr., men den organiske vækst ligger på beskedne 3 pct. i det danske medicinalselskab, som er specialiseret i behandling af hudsygdomme som psoriaris og akne.

Resultatet før skat lander på 1,1 mia. kr., men driftsindtægterne - EBIT - falder til 341 mio. kr. mod 763 mio. kr. i 2015, primært på grund af nedskrivninger på opkøb.

Og sådan bliver det ved i de kommende, lyder det fra topchef Gitte Aabo, der glæder sig over, at man når langt flere kunder. På den negative side står et prispres til at lægge en dæmper på omsætningsvæksten:

»Vi ser jo især på, hvor mange patienter vi hjælper, og der nåede vi i 2016 ud til 73 mio. mennesker, en stigning på 32 pct. i forhold til 2015, mens toplinjen nåede op lige knap 10 mia. kr., en vækst på 19 pct.,« siger Gitte Aabo, der ser mere af det samme på de brede linjer for 2017:

»Vi forventer omsætning i størrelsesordenen 9,5 til 10 mia. kr. Det skyldes igen en tro på større volumenvækst end tallene afspejler, fordi der er forventninger om prispres både i USA og Europa, samt yderligere effekt fra generisk konkurrence. Indtjeningen burde være bedre som følge af de effektiviseringsprogrammer.«

Investeringerne vil dog fortsætte med at præge driftsresultatet, lyder det fra Aabo:

»Så forbedret indtjening i 2017, men også fortsat mange investeringer. Og det vil også være billedet i 2018 og 2019 og fremad. Vi har ting i vores pipeline, der potentielt vil kræve store investeringer.«

Artiklens emner
Leo Pharma
Gitte Aabo