Fortsæt til indhold

Fik 800 mio. kr. i bonus af Google - og skred derefter til rivalen

En ingeniør fik en klækkelig hyre i Google, inden han skiftede til Uber, viser nye retsdokumenter, ifølge internationale medier.

Erhverv

Antony Levandowski er lige nu omdrejningspunktet i en retslig tvist mellem Google og Uber.

Han beskyldes for at have kopieret 14.000 filer til en ekstern harddisk og have taget filerne med, da han for lidt over et år siden skiftede fra Googles afdeling for selvkørende biler, Waymo, til Ubers dengang nyoprettede projekt for selvkørende biler, Otto.

Men før den ingeniøruddannede Anthony Levandowski skiftede arbejdsplads, nåede han at indkassere en bonus på 120 mio. dollars, svarende til knap 840 mio. kr. Det skriver en række internationale medier, herunder CNBC, på baggrund af dokumenter i retssagen mellem Google og Uber.

Anthony Levandowski er én af grundlæggerne bag Ubers selvkørende bilprojekt, og ifølge Google skulle ingeniøren have arbejdet på Uber-projektet, allerede mens han arbejdede for Google.

Han beskyldes for i december 2015 at have downloadet mere end 14.000 filer fra en Waymo-server, som var stemplet som tophemmelig. En uge senere forsøgte Levandowski ifølge søgsmålet fra Google at fjerne alle spor på computeren, som han havde brugt til at downloade filerne.

I januar 2016 mødtes han angiveligt med en række højtstående chefer i Ubers hovedkvarter i San Francisco.

Anthony Levandowski er en af de førende eksperter inden for selvkørende biler, og hans første firma blev opkøbt af Google, hvor han blev teknisk direktør for Waymo-projektet, inden han altså skiftede til Uber.

I en længere forklaring har Waymo skrevet, at man har beviser for, at det er præcis samme teknik og design, Uber nu bruger til sine laserbaserede radar, som den Waymo har udviklet. Radaren, en såkaldt 'lidar', er et helt centralt element i de selvkørende biler hos begge selskaber, for den er bilens primære 'øjne' til at læse sine omgivelser.

Artiklens emner
Google
Uber