Nu svarer Uber på Googles ødelæggende anklager: Vi er helt uskyldige
Vi har ikke mødt nogle af de 14.000 stjålne filer, siger Uber nu, oven på anklager fra Google om tyveri af en afgørende teknologi til selvkørende biler.
Er det et beskidt benspænd, som når en fodboldspiller trækker i nødbremsen? Eller har Uber faktisk bygget sin teknologi til selvkørende biler med hjælp fra 14.000 filer, stjålet hos Googles division for selvkørende biler, Waymo?
Det er det store spørgsmål i en juridisk kamp mellem Uber og Waymo, og rettens ord kan få stor betydning for, hvem der kommer først til markedet med en velfungerende, selvkørende bil.
Waymo lagde i februar sag an mod Uber, med skarpe anklager mod Ubers chef for selvkørende biler, Anthony Levandowski. Han arbejde før for Waymo, men tog ifølge Google-selskabet ti gigabyte forretningshemmeligheder med sig, da han stoppede.
Nu er Uber så kommet med det første og grundige modsvar, i forbindelse med at sagen torsdag og fredag blev behandlet i retten. Og Uber nægter naturligvis pure, at der er hold i Googles anklager. Det skriver New York Times.
Sagen drejer sig om en såkaldt 'lidar', en slags radar, der bruger laser til at kortlægge alt omkring en selvkørende bil i 3D. Ifølge Uber er det en ganske anden version, der bliver brugt hos Uber, i forhold til Waymos lidar, for eksempel med fire linser hos Uber mod kun én hos Waymo.
Alt i alt er sagen et 'fejlskud', skriver Uber og argumenterer imod Waymos krav om et fogedforbud ved at pege på, at der gik fem måneder fra Waymo opdagede tyveriet af data, til man anlagde sag mod Uber. Så kan det ikke være en hastesag, lød argumentet.
Anthony Levandowski stiftede sit eget selskab, Otto, da han forlod Google og Waymo, og det blev bare et halvt år senere købt af Uber for 4,8 mia. kr. Og der er tilsyneladende ikke meget tvivl i sagen om, at han er blevet taget med fingrene i kagedåsen og ganske rigtigt tog 14.000 fortrolige filer med sig fra Waymos computere.
Han har i hvert fald påkaldt sig en anklagets rettigheder om ikke at kunne inkriminere sig selv, i et forsøg på ikke at få sine computere ransaget. Og Uber nægter heller ikke i sit forsvar, at tyveriet fandt sted, men fremfører, at der ikke findes beviser for, at filerne nogensinde nåede frem til Uber.
Ifølge tech-mediet The Verge har Uber dog fundet én af filerne på de ansattes computere, men Waymo mener, at der er flere og at Uber bare ikke har kigget ret godt efter.
Da sagen begyndte i retten torsdag, mente dommer William Alsup også, at der var 'temmelig overbevisende' tegn på, at Levandowski stjal de 14.000 filer på vej væk fra Waymo og forsøgte at skjule sine spor.
Ubers advokat, Arturo Gonzalez, forklarede om Anthony Levandowskis strålende karriere og opfindelser inden for selvkørende biler, som et argument for, at han ikke er typen, der har brug for at stjæle information fra andre.
Det fik dommer Ansup til at spørge, hvorfor han så havde taget de 14.000 dokumenter, og der måtte advokaten blive ham svar skyldig, rapporterer The Mercury News.
Det kom også frem, at Otto og Uber, da aftalen om et opkøb til 4,8 mia. kr. blev indgået, fra starten af havde planlagt et fælles juridisk forsvar. Det tydede også på, at firmaerne ikke havde helt rent mel i posen, mente dommeren.
Waymos mistanke om industrispionage begyndte, da selskabet i efteråret ved en fejl modtog en e-mail med tegninger af Ubers design af lidar-sensorerne. De var – ifølge Waymo – mærkværdigt tæt på Waymos egen version, og så begyndte undersøgelserne, der altså førte til anklager om omfattende tyveri af forretningshemmeligheder.

