Erhverv

Hjem-Is har droppet biler og chauffører - og lukker satsning

Hjem-Is øger omsætningen og tjener flere penge. Men der skal stadig spares, siger direktøren.

Hjem-Is var tidligere ejet af Nestlé, men blev i december 2013 solgt til Hjem-Is Danmark A/S, der samtidig fusionerede med Viking Is. Omsætningen i Hjem-Is-koncernen er på over en kvart mia. kr. om året. Foto: Hjem-Is

De fleste danskere kender lyden af den karakteristiske Hjem-Is-klokke, der hver uge fylder villaveje over hele landet.

Men hvad de færreste ved er, at Hjem-Is er i gang med at omlægge store dele af sin forretningsmodel - og at det ser ud til at give økonomisk gevinst.

Et nyt årsregnskab fra Hjem-Is viser, at Hjem-Is-bilerne i 2016 øgede omsætningen med 16 mio. kr. og kørte et overskud på knap 1 mio. kr. hjem. Det er en forbedring fra året før, da isfirmaet blev ramt af et uventet nulresultat.

Historien om Hjem-Is
  • Hjem-Is kom til Danmark i 1976. Bag firmaet stod den svenske iværksætter Eric Ericsson, der havde sat sig for at opfinde »den ubrudte frostkæde.«
  • Ericsson koblede en trailer med kummefryser efter sin bil, fyldte kummefryseren med is i hele kartoner og kørte så ud på de danske villaveje og ringede med klokken.
  • Isene blev revet væk, og efter noget tid blev Eric Ericssons kreative kummefryser-idé erstattet af de blå isbiler, vi kender i dag.
  • I 2002 blev Hjem-Is købt af fødevaregiganten Nestlé, der imidlertid valgte at afhænde selskabet i december 2013 til Hjem-Is Danmark A/S, der samtidig fusionerede med Viking-Is.
  • Nestlé solgte også sine Hjem-Is-aktiviteter i Norge, Sverige og Finland.
  • Adm. direktør i Hjem-Is er Frank Jørgensen Waller. De øvrige ejere er Erik Thaysen samt brødrene Per og Tom Roth.

Fremgangen skyldes især den store omlægning, som Hjem-Is har gennemført. For snart et år siden opsagde Hjem-Is samtlige sine chauffører i Nordjylland, Syd- og Sønderjylland. Samtidig solgte Hjem-Is de biler, der forsynede kunderne med is.

Alle chaufførerne er nu blevet erstattet af lokale franchisetagere, som har hvert deres distrikt og isbiler.

»Umiddelbart målt på de første fire måneder har resultaterne været positive, men styrkeprøven kommer i højsæsonen,« siger adm. direktør Frank Waller, der sammen med erhvervsmanden Erik Thaysen og de to brødre Tom og Per Roth ejer Hjem-Is.

Opsigelsen af de mange chauffører har mere end halveret Hjem-Is' personaleomkostninger. Men der skal skæres endnu mere af udgifterne, lyder det fra de fire ejere, der vil spare mindst 2 mio. kr. på driften i år og 4 mio. kr. om året fremadrettet.

Det skal bl.a. ske ved at lukke selskabets eventafdeling, der består af eventbiler, som kører rundt med andre varer end blot is. Eventbilerne har bl.a. kørt rundt på strande og festivalpladser, og kunder har kunnet leje dem til eksempelvis fødselsdage og gadefester.

Men det har været en milliondyr underskudsforretning.

»Og vi kunne ikke se det ændre sig, især pga. for store omkostninger til standpladser og tilladelse til de rigtige steder. Derudover kan vi ikke skabe yderligere synergi med andre dele af vores forretning,« siger Frank Waller.

Hjem-Is var tidligere ejet af Nestlé, men blev i december 2013 solgt til Hjem-Is Danmark A/S, der samtidig fusionerede med Viking Is. Omsætningen i Hjem-Is-koncernen er på over en kvart mia. kr. om året.

Nøgletal, Hjem-Is Danmark A/S (i 1.000 kr.)201620152014
Bruttofortjeneste19.78538.16123.851
Resultat af primær drift3.0821.2348.370
Årets resultat979-105.501
Egenkapital8.4707.4907.501
BRANCHENYT
Læs også