Vær klar på kø: I dag går danskerne indkøbsamok
Dagen før påskehelligdagenes start har været den travleste for supermarkederne de seneste år. I år bliver ingen undtagelse, lyder vurderingen.
Lam, chokolade, fisk, æg og snaps bliver i stor stil revet ned fra supermarkedets hylder her onsdag før påske.
Det er nemlig den travleste dag for de danske supermarkeder. Det fortæller de hos Danmarks to største supermarkedkæder Coop og Dansk Supermarked, der tilsammen står for godt 2.500 dagligvarebutikker i hele landet.
- Der er ingen tvivl om, at det er den dag, vi har allerflest kunder i vores butikker på tværs af alle vores Netto, Føtex og Bilka-butikker, siger kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked, Kasper Reggelsen, til DR P4 København.
I 2015 handlede vi for 1,7 mia. kr. på dankortet onsdag før påske. Sidste år var tallet lige godt 1,6 mia. kr. Begge år var det klart den travleste dag i de danske supermarkeder det år.
- Vi handler rigtig godt ind til påske og særligt onsdagen inden helligdagene. Det er en af de største handelsdage på året med dankort, siger Søren Winge, kommunikationschef hos Nets, til DR P4 København.
Det er især de påskerelaterede varer, der ryger i kurven. Sådan lyder det fra Lars Aarup, chefanalytiker hos Coop.
- Vi oplever, at folk køber det, de skal bruge til denne højtid. Det er æg, rejer, måske lidt snaps, øl, lam og chokolade, siger han til DR P4 København.
- Normalt ser vi, at det især er folk, der bor nord for København, som køber lam. Men når det er påske, skal alle have lam, mindst én gang i løbet af påsken, siger han til DR P4 København.

