Fortsæt til indhold

Konkurrenter mobber United Airlines efter voldsepisode

Det er pay back time, og det rammer United Airlines, efter at luftfartsselskabet brugte vold mod passager og slæbte ham af et fly.

United Airlines har fået bank på børsen efter en voldsepisode med en passager. Nu mobber konkurrenterne United for deres manglende conduite. Foto: Mel Evans
Erhverv

Som om de seneste dages storm på sociale medier mod United Airlines og et dyk i selskabets aktiekurs ikke var nok.

Nu mobber især flyselskaber fra Fjernøsten direkte det amerikanske luftfartsselskab for den utilstedelige vold mod en asiatisk passager. Han ville ikke opgive sit sæde til fordel for en ansat, der pludselig skulle have pladsen.

I stedet bestilte United Airlines lufthavnspolitiet til at fjerne ham med magt, og det gik meget voldsomt for sig. Manden blev slæbt hen ad gulvet i midtergangen og endte med at bløde kraftigt fra ansigtet.

Se videoen: Flyselskab hev passager af overbooket fly, så personale kunne få plads

En passager optog hændelsen, og den er siden gået viralt på alverdens internetsider. United kom i første omgang med en lidt tam undskyldning, som indirekte gav passageren skylden. Den blev ombyttet til en rigtig undskyldning, men lige lidt har det hjulpet selskabet.

Og nu har flyselskaber som Royal Jordanian og Emirates lagt beskeder op på Twitter, der blandt andet forsikrer deres kunder om, at "bortslæbning af passagerne ikke er tilladt på vores flyvninger".

Emirates har lagt en rigtig sviner op på sin Twitter-konto, hvor selskabet skriver: "Disse (Golf) selskaber er ikke rigtige luftfartsselskaber" med en henvisning til en udtalelse fra United Airlines' direktør, Oscar Munoz.

Her skriver Emirates, at de er "det venlige selskab i luften".

Udtalelsen fra Oscar Munoz kom i forbindelse med en omtale af flyselskaber fra Golf-landene, som han ikke mente var andet end flyvende statsunderstøttede reklamesøjler for deres lande og dermed ikke rigtige flyselskaber.

Munoz er pr-mæssigt kommet ekstremt galt af sted med håndteringen af voldsepisoden. Og det er kun nogle uger siden, at United var i en anden social medie-storm, efter at man nægtede to unge teenage-piger at gå om bord med henvisning til deres påklædning.

Artiklens emner
United Continental
Emirates