Fortsæt til indhold

Elbilbranchen: Ny aftale vil øge salget af elbiler

En mere lempelig registreringsafgift og lavere "brændstofpris" vil hjælpe salget af elbiler, tror Dansk Elbil Alliance.

Erhverv

Det vil give et mersalg af elbiler, at regeringen sammen med De Radikale og Socialdemokraterne har besluttet at gøre livet lidt lettere for elbilerne.

Det siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance, som er en organisation for interessenter i elbilmarkedet..

»Vi synes bestemt, der er grund til optimisme for salget af elbiler. Det er et skrift i den helt rigtige retning,« siger Lærke Flader.

Den nye aftale er en konsekvens af, at salget af elbiler lagde sig fuldstændigt dødt, da regeringen varslede en indfasning af almindelig registreringsafgift på bilerne.

I den nye aftale sigter man i første omgang mod et salg på 5.000 elbiler, hvilket er betydeligt i forhold til, at der nu kører omkring 9.000 elbiler rundt på vejene.

»Det nye aftale betyder, at mindre og mellemstore elbiler reelt er afgiftsfritaget frem til 2019 eller til der er solgt 5.000 biler. Samtidig gør man det billigere at fylde brændstof på dem, idet man sænker elprisen. Så den nye aftale koblet med udviklingen af nye og bedre modeller af elbiler vil gøre en forskel,« siger Lærke Flader.

Helst havde hun set, at man ikke afgiftsbelægger biler efter værdi, men efter hvor meget de forureninger.

»Men det ville være en større reform, som vi håber vil ske på længere sigt. Nu og her er vi glade for den aftale, der er landet,« siger Lærke Flader.

I pressemeddelelsen fra Skatteministeriet begrunder skatteminister Karsten Lauritzen (V) aftalen med, at der ikke er solgt "så mange elbiler" siden den hidtidige aftale blev indgået i 2015.

»Den indfasning, vi aftalte, har vist sig at være for hård, og det har nok været med til at bremse salget. Derfor er det glædeligt, at vi nu er enige om en lempeligere indfasning, som forhåbentlig kan få sparket gang i elbilsalget,« siger Karsten Lauritzen.

Artiklens emner
Skatteministeriet
Lærke Flader