Erhverv
BREAKING

»Vi gider ikke "bomber" i poolen« - boom i børnefri hoteller

Flere og flere danskere vælger en sommerferie, hvor de kan være fri for larmende børn, når de skal slappe af omkring svømmepølen.

25 pct. af gæsterne, der søger fred og ro på et børnefrit hotel er mellem 18 og 29 år. Foto: Spies

Danskerne efterspørger i stigende grad hoteller, hvor de kan slippe for konstante "bomber" i poolen, når de skal holde sommerferie. Salget af rejser til børnefri hoteller er de seneste fem år steget voldsomt.

Stort set alle de store rejsebureauer har i dag et tilbud om børnefri hoteller. Det er en trend, der for alvor begyndte for 10 år siden. Og det er ikke udelukkende ældre rejsende, der gerne vil have et hotel med ro omkring solstolene.

Hos Spies er behovet for voksenhoteller steget så meget, at koncernen efterhånden har svært ved at finde nok egnede hoteller med den standard, som deres kunder efterlyser.

»Vi leder lige nu efter flere destinationer til vores egne voksenhoteller kaldet "Sunprime Resorts". Det nemmeste ville være at overtage eksisterende hoteller med en aldersgrænse, men vi ved, at når vi selv udvikler konceptet med skandinavisk standard, service og "touch", får vi mere tilfredse gæster,« siger informationschef Torben Andersen fra Spies og Thomas Cook Airlines.

Også hos Tui (tidligere Star Tours) oplever man den samme tendens. De seneste fem år er efterspørgslen på børnefri hoteller steget med 20 pct. blandt rejsebureauets danske kunder.

Tui forventer, at hver femte kunde i år vælger at bo på et børnefrit hotel eller et hotel med børnefri zone.

»Det handler om, at man gerne vil have en voksen atmosfære uden alt for megen støj. Omvendt ser vi også en stigning i efterspørgslen på de rene familiehoteller, hvor der næsten udelukkende er børnefamilier. Så grundlæggende handler det om, at vi har succes med at sætte nogle klare etiketter på vores hotelkoncepter,« siger kommunikationschef Nikolai Johnsen fra Tui.

Hos Spies valgte 25.000 af selskabets kunder sidste år hoteller, der var forbudt for børn under 16 år. Det svarer til 12 pct. af samtlige gæster. Spies åbnede sit første voksenhotel i 2008 og har i dag 15 styk.

»I 2008 havde vi nul gæster på voksenhotel, men i de senere år er efterspørgslen vokset med 5-10 pct. hvert år. Og den udvikling forventer vi vil fortsætte, hvis vi altså kan finde hoteller nok,« siger Torben Andersen.

Hos Spies var aldersfordelingen således blandt dem, der sidste år valgte et børnefrit hotel:

  1. 35 pct. er mellem 50-64 år
  2. 25 pct. er mellem 18 og 29 år
  3. 16 pct. er mellem 40 og 49 år
  4. 24 pct. har en anden alder
10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også