Erhverv
0

Her er de 10 vigtigste nyheder fra Finans torsdag morgen

Forbrugerne kan godt glæde sig. For ifølge Administrerende direktør i Dansk Supermarked Per Bank vil Netto, Føtex og Bilka skrue yderligere ned for priserne i kampen om flere kunder. Arkivfoto: Paul Cooper.

Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
 

Staten lider sviende nederlag i retsopgør efter EBH-krak. Statens bankoprydder, Finansiel Stabilitet, har fået afvist et ønske om at få udarbejdet syn og skøn i en 700 mio. kr. stor erstatningssag mod EBH Bank. Kammeradvokaten, der fører sagen for Finansiel Stabilitet, har ganske enkelt brugt så lang tid på at få syn og skøn på skinnerne, at der ikke længere er tid til at gennemføre det. Ifølge en ekspert bliver det sværere for staten at vinde sagen.
 

Kendt hotelkæde hårdt ramt af virusangreb. Hackere har stjålet kreditkortoplysninger fra omkring 1.200 hoteller hotelkæderne Holiday Inn og Crowne Plaza. Ifølge selskabet bag kæderne er det blevet konstateret, at en virus har været aktiv i forbindelse med betalinger med kreditkort i perioden fra 29. september til 29. december sidste år.
 

Ny priskrig på fødevarer på vej. Dansk Supermarked varsler ny priskrig og flere butikker. Koncernchef Per Bank vil have endnu hårdere pres på priserne i den danske dagligvaresektor. Priserne skal skærpes i alle hans tre butikskæder - Netto, Bilka og Føtex. Det er først og fremmest en skærpelse af konkurrencen med ærkerivalen Coop Danmark.
 

Mærsk skal sendes ud af Dansk Supermarked. Dansk Supermarked er på spring til at købe A.P. Møller-Maersk helt ud af ejerkredsen. Ifølge koncernledelsen er økonomien på plads, og der er sparet op, så partneren kan sendes ud som aktionær.
 

Politiskolen i Vejle bliver først klar i 2020. Selv om Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har fastholdt, at man ved at placere den nye politiskole i en eksisterende bygning i Vejle kunne sikre et hurtigt optag af politielever i Vestdanmark, kommer der til at gå mere end tre år fra nu, før de første elever kan bydes indenfor på den tidligere sygeplejeskole. Det fastslår bygherren på projektet. (JP)
 

Hedgefonde smider 300 millioner mere på Pandora-nedtur. To af de amerikanske hedgefonde, der tirsdag tjente styrtende på Pandoras kursnedtur, har valgt at forøge væddemålet frem for at tage gevinst hjem. I alt har de to fonde, Lone Pine Capital og Coatue Management, ifølge Finans' beregninger, lagt yderligere omkring 300 mio. kr. på, at kurstallene i Pandora også den næste tid går i rødt.
 

Mange rejsende gav større overskud i nordjysk lufthavn. Aalborg Lufthavn havde rekordmange passagerer sidste år. De mange gæster betød både øget omsætning og forbedret indtjening i den nordjyske lufthavn. En del af successen skyldes angiveligt hjemtagelse af restauranten og gratis parkering.
 

Entreprenør lander rekordregnskab. Indtjeningen hos CG Jensen vokser i hastig fart, viser nyt regnskab. Resultatet før skat er gået med frem 17 pct. i 2016 og lander på 90 mio. kr., mens omsætningen er vokset med 4,5 pct. I modsætning til flere af konkurrenterne er størstedelen af CG Jensens folk på byggepladserne egne medarbejdere og ikke underentreprenører.
 

Stort flyselskab skærer ned på USA efter indrejseforbud. Donald Trumps indrejseforbud for borgere fra seks lande tvinger nu flyselskabet Emirates til at skære ned på antallet af flyvninger til USA. Ifølge flyselskabet har restriktionerne medført færre passagerer på ruterne til USA. Derfor skærer Emirates antallet af afgange til Fort Lauderdale og Orlanda i Florida og senere til Seattle, Boston og Los Angeles.
 

Frankrig skruer massivt op for sikkerheden op til valg. Tirsdag blev to mænd på 23 år og 29 år anholdt i den franske havneby Marseille, mistænkt for at ville udføre et terrorangreb under den franske valgkamp. De franske myndigheder er op til valget i højeste alarmberedskab, og flere end 50.000 ekstra politifolk skal være med til at beskytte landets 67.000 stemmesteder.
 

Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.

BRANCHENYT
Læs også