Fortsæt til indhold

Odense Marcipan i stort milliontab - har lukket fabrik i Italien

Odense Marcipan kom ud af 2016 med sit største underskud i nyere tid. En italiensk fabrik har kostet dyrt.

Erhverv

Verdens førende producent af marcipan taber igen penge.

For efter Odense Marcipan i 2015 vendte en årrække med underskud til overskud og samtidig fejrede rekord for omsætningens størrelse, havde dessertvirksomheden i 2016 sit værste år på bundlinjen i nyere tid.

Således blev det i 2016 til et underskud efter skat på 25 mio. kr., viser et nyt regnskab fra Odense Marcipan.

Nøgletal i Odense Marcipan A/S de seneste fem regnskabsår:

Mio. kr.20122013201420152016
Omsætning349,5368,8387,5436,1398
Resultat efter skat-4-12,6-3,23,3-25,1
Egenkapital142,6129,2129129,3105,7

Ifølge dessertvirksomheden skal "takken" for det store underskud rettes mod det italienske datterselskab Natural Food, der gennem en fabrik i Norditalien har produceret marcipan og forarbejdede mandelprodukter for Odense Marcipan siden 2008.

Natural Food kostede dog Odense Marcipan mere end 40 mio. kr. i 2016, og det har Odense Marcipan taget konsekvensen af.

I december 2016 valgte Odense Marcipan nemlig at afvikle produktionsaktiviteterne på den italienske fabrik, og i løbet af 2017 forventer den danske dessertvirksomhed at have solgt aktiverne, fremgår det af 2016-regnskabet.

»Fremadrettet forventes et pænt positivt resultat qrundet afviklingen af aktiviteten i ltalien,« skriver Odense Marcipan i regnskabet.

Et andet af Odense Marcipans datterselskaber, Bæchs Conditori, skuffer også på indtjeningen, da overskuddet i 2016 var på 0,3 mio. kr. Det er på niveau med 2015, og Odense Marcipan havde ellers forventet et øget overskud i datterselskabet.

Udover de to datterselskaber har Odense Marcipan også selv været ramt af problemer. Således faldt omsætningen med 8,7 pct. i 2016, hvilket tilskrives faldende råvarepriser.

»Selskabet har i 2016 fastholdt eller forbedret sin position på de fleste markeder oq segmenter, men det forsat kraftige afgiftstryk i Danmark har påvirket afsætningen på hjemmemarkedet i negativ retning,« skriver Odense Marcipan i sit nye regnskab og fortæller, at de vanskelige markedsforhold forventes at fortsætte i 2017.

Sidste år beskæftigede Odense Marcipan i gennemsnit 147 fuldtidsmedarbejdere. Odense Marcipan er ejet af den store norske Orkla-koncern.

Artiklens emner
Odense Marcipan