Erhverv

Jack Ma: Om 30 år er verdens bedste topchefer sandsynligvis robotter

I løbet af de næste årtier vil de teknologiske fremskridt skabe mere smerte end glæde, mener Alibabas stifter.

Kinas rigeste mand og Alibabas stifter, Jack Ma, ses her yderst til venstre sammen med robotten Pepper. Robotten byder kunder velkommen og interagerer socialt med dem i en lang række af teleselskabet Softbanks butikker i Japan. Foto: Shizuo Kambayashi/AP Foto: AP Photo/Shizuo Kambayashi

Om 30 år hedder verdens bedste topchef hverken Tesla-stifteren Elon Musk eller den fremadstormende Snapchat-bagmand Evan Spiegel.

Nej, verdens bedste topchef er langt mere pålidelig, hurtigere og samtidig helt og aldeles følelseskold. Faktisk er fremtidens topchef bare langt bedre end dem, der findes nu til dags.

Det var i hvert fald, hvad Jack Ma, én af verdens mest succesfulde forretningsmænd, Kinas rigeste mand og stifteren af handelsplatformen Alibaba, fortalte mandag på en konference i Kina ifølge flere internationale medier, herunder CNBC.

»Om 30 år er det meget sandsynligt, at der på forsiden af Time Magazine vil være en robot som årets bedste topchef. Den (robotten, red.) husker bedre end dig, den regner hurtigere end dig, og den bliver ikke sur på sine konkurrenter,« sagde han ifølge CNBC.

Samtidig gav Jack Ma udtryk for, at verden i de næste tre årtier vil opleve langt mere smerte end glæde som følge af jobs, der bliver overtaget af robotter. Han forklarede dog også, at robotter skal anses som menneskets samarbejdspartner frem for som en fjende.

Selvom Jack Mas forudsigelse går 30 år frem i tiden, er robotter allerede nu godt i gang med at overtage en lang række jobs, som almindelige lønmodtagere hidtil har haft et sikkert greb omkring.

Mellem 1990 og 2007 har hver installeret robot kostet op til seks menneskestillinger i USA ifølge et nyt studie udført af to økonomer ved MIT og Boston University. Det svarer til 670.000 jobs alene i industrisektoren – efter den modvirkende jobskabelse på tværs af hele økonomien vel og mærke er trukket fra.

Imens har robotterne presset gennemsnitslønnen ved både tilbageværende og nyskabte jobs med op til 0,75 pct.

For nylig advarede Den Internationale Valutafond, IMF, også for første gang nogensinde om, at teknologien vil stjæle jobs fra mennesket, og at noget skal gøres, hvis ikke arbejdsløsheden skal blive meget høj i nogle lande.

BRANCHENYT
Læs også