Fortsæt til indhold

Jysk elkonge får millionbonus trods milliardtab

Energikoncernen SEs topchef, Niels Duedahl, belønnes, selv om en milliardinvestering i kabeltv-selskabet Stofa fejler. Incitamentsstruktur virker ikke, siger professor.

Erhverv

Den jyske elkonge, adm. direktør for SE-koncernen Niels Duedahl, belønnes med en millionbonus, selv om den sydjyske energi- og telekoncern må nedskrive sin store kabeltv-satsning med et milliardbeløb.

Det erfarer Finans.

Samlet set er direktionens aflønning, der tæller to personer, steget med 16 pct. i 2016 og mere end fordoblet siden 2010.

SE's bestyrelsesformand Jens Erik Platz bekræfter, at ledelsen har fået bonus, selv om værdien af Stofa, som SE købte i 2012, er blevet nedskrevet med 1,3 mia. kr., svarende til omkring 70 pct. af købesummen.

»Direktionens lønninger stiger i kraft af nogle bonusser og noget halløj der,« siger Jens Erik Platz, der er medejer af produktionsvirksomheden Brdr. Platz A/S, som er specialister i opbygning af lastbiler og sættevogne.

Han afviser at fortælle, hvor stor bonussen er, og bonussen omtales ikke med et ord i den udsendte årsrapport.

Topledelsen i SE er ifølge Finans' oplysninger i en årrække blevet belønnet for udviklingen i selskabets driftsresultat før bla. nedskrivninger (EBITDA) - foruden en række blødere målsætninger.

Det bekræftes af formanden.

Dermed honoreres tiltag, der ikke nødvendigvis er værdiskabende, da der ikke tages højde for, hvad den frembragte fremgang i indtjeningen har kostet.

Ifølge Ken L. Bechmann, professor ved CBS og ekspert i incitamentsaflønning, afviger bonusprogrammet i SE væsentligt fra de retningslinjer, mange andre virksomheder følger. Bl.a. er der mulighed for, at ledelsen kan øge sin bonus ved at gennemføre opkøb, uanset om opkøbene er en succes eller ej.

»Min første tanke var, at det må man næsten ikke håbe er sandt. Det virker ikke særligt gennemtænkt og giver nogle sjove incitamenter i forhold til at købe til,« siger Ken L. Bechmann.

SE's to største kommercielle satsninger under adm. direktør Niels Duedahl - købet af Stofa samt hundredvis af gamle vindmøller - har kostet ejerne dyrt.

Stofa er netop nedskrevet 1,3 mia. kr., og sidste år blev der høvlet 266 mio. kr. af møllernes værdi.

Alligevel har de været med til at løfte SE's driftsresultat, som ledelsen er blevet belønnet for, fordi det resultat, bonussen vurderes ud fra, er indtjeningen før bl.a. nedskrivninger.

Bent Stubkjær, bestyrelsesmedlem i SE og ejer af virksomheden Best Energy, er kritisk over for SE's kommercielle eventyr og har ekstraordinært fået føjet ind i SE's årsrapport, at han er uenig med ledelse og bestyrelse i, at resultatet i 2016 er tilfredsstillende.

»Havde vi placeret pengene, som mange af vore kollegaer i branchen, kunne det i stedet havde givet et betydeligt plus eller lavere tariffer for andelshaverne,« skriver Bent Stubkjær, bestyrelsesmedlem i SE og ejer af virksomheden Best Energy, som udvikler vindmølleprojekter.

Jens Erik Platz har været næstformand i SE i syv år. Han blev formand sidste måned, efter at tidl. formand Jens Bahne Jørgensen gik bort den 28. februar efter kort tids sygdom. Foto: SE

Bestyrelsesformand Jens Erik Platz fortæller, at ledelsen fremover måles på resultatet før skat og frie pengestrømme.

Ledelsen måles dog fortsat ikke på afkastet, og dermed er der stadig incitament til at øge størrelsen af forretningen - også selvom det måtte være via dårlige investeringer.

»Det er vigtigt at se, om aflønning og incitamenter er i overensstemmelse med formålsparagrafferne. Det er ret centralt at vide, når onde tunger måske vil sige, at noget i adfærden bryder med fornuftige driftsmæssige beslutninger,« siger professor Ken L. Bechmann.

Sidste år købte SE tv-selskabet Boxer, og senest forsøgte SE forgæves at købe Dongs gasnet.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Niels Duedahl, der henviser til formandens kommentarer.

Artiklens emner
Stofa
Sydenergi (SE)