Nordea truer igen Sverige med at flytte til Danmark eller Finland
Den nordiske storbank Nordea har formelt hjemme i Sverige, men en ny afgift får banken i flyttetanker.
Nordea fortsætter med at lægge pres på den svenske regering i forbindelse med tvisten om en ny skat.
Den svenske regering barsler med en ny afgift på finanssektoren, der skal polstre statskassen til fremtidige bankkriser. Men Nordea har været en højlydt modstander af planerne.
- Forslaget vil væsentligt øge udgifterne for banker hjemme i Sverige og deres kunder, ikke kun i Sverige, men også i de andre nordiske lande, siger Nordea-chef Casper von Koskull i et nyt kvartalsregnskab ifølge Ritzau Finans.
- Vi har diskuteret de svenske reguleringer med regeringen i omkring et år og fastholder en åben og ærlig dialog.
- I og med, at den regulatoriske situation i Sverige ikke tilbyder lige vilkår eller et forudsigeligt miljø, vil vi også kigge på mulighederne for at flytte til Danmark eller Finland, fastslår topchefen.
Casper von Koskull og bestyrelsesformand Björn Wahlroos har også tidligere luftet flyttetruslen, da de nye regler vil påføre banken milliardstore udgifter. Der vil komme en løsning "så hurtigt som muligt", har løftet flere gange været.

