Erhverv
BREAKING
0

Subway Surfers har forgyldt fire danske spiludviklere - nu bliver det til en tv-serie

Den globale spilsucces Subway Surfers har gjort fire danske spiludviklere til mangemillionærer. Nu skal en Hollywood-producer forvandle spillet til en tv-serie.

Subway Surfers er udviklet af de to spilfirmaer Sybo og Kiloo

Den største succes i dansk spilindustri nogensinde skal forvandles til en tv-serie.

Mobilspillet Subway Surfers, der er skabt af det danske spilfirma Sybo Games, vender i 2018 tilbage til Hollywood som en tv-serie instrueret af den kendte producer Sander Schwartz. Det skriver Politiken.

Dermed følger Subway Surfers i hælene på bl.a. spilsuccesen Angry Birds, der er blevet forvandlet til både tv-serie og biograffilm.

Subway Surfers er udviklet af spilfirmaet Sybo, der er ejet af Sylvester Rishøj Jensen og Bodie Jahn-Mulliner. De er blevet mangemillionærer på spillet.

Det samme er de to mediesky brødre Simon og Jacob Møller Jensen, der ejer spilfirmaet Kiloo. Kiloo og Sybo gik i 2012 sammen om at udvikle og distribuere Subway Surfers som mobilspil og har i dag stadig et samarbejde.

I alt har Subway Surfers indtjent over en halv milliard kroner til de to spilfirmaer bag. Alt sammen på grund af den graffitimalende Jake, der i spillet flygter fra politiet i sin jagt på guldmønter.

Det er den Emmy-vindende producer Sander Schwartz, der nu skal gøre Subway Surfers til en animeret tv-serie. Han har erfaring som chef for bl.a. Warner Bros Animation og Sony International Television har tidligere stået bag tv-serien Skylander Academy på Netflix.

»Det er afgørende, at det er sådan en sværvægter i erfaring, der skal føre vores spil videre til Hollywood og tilbage sin oprindelige platform, animation«, siger Bodie Jahn-Mulliner, medejer af Sybo Games, til Politiken.

Subway Surfers er blevet downloadet mere end 1,5 milliarder gange og er dermed at finde på hver fjerde smartphone verden over.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også