Fortsæt til indhold

Bilgigant og forhandlere scorer solide gevinster på kritiseret leasing-metode

Det er en udnyttelse af vores afgiftssystem, lyder kritikken af en såkaldt "bilvask", som bruges af Toyota med det resultat, at registreringsafgiften går ned, mens fortjenesten går op.

Den japanske bilproducent, Toyota, sælger biler til sit danske leasingselskab til priser langt under de officielle listepriser. Resultatet er, at bilerne får en lav registreringsafgift og kan sælges videre til forhandlere med store profitter efter få måneder.
Erhverv

Verdens næststørste bilproducent, Toyota, opnår solide gevinster ved at sælge helt nye biler til sit eget leasingselskab, inden bilerne få måneder senere bliver sat til salg af forhandlere som næsten nye biler med ganske få kilometer på tælleren.

Metoden, som i bilbranchen kaldes ”at vaske biler”, betyder, at Toyota og forhandlerne kan minimere registreringsafgiften og i stedet skrue op for profitten.

Finans er i besiddelse af en intern prisliste fra samhandlen mellem Toyota og forhandlerne, og den løfter for første gang noget af sløret for, hvordan gevinsten bliver fordelt, når branchen bruger metoden, som har skabt vrede på Christiansborg og hos brugtbilsbranchen, der føler sig klemt i konkurrencen.

F.eks. sælger Toyota en Toyota Avensis med en listepris på knap 370.000 kr. til sit eget leasingselskab for under 200.000 kr. inklusive registreringsafgift og lejer den ud til forhandlere i op til fire måneder.

Derefter kan forhandleren købe bilen fri for 260.000 kr. og sælge den videre til en privat kunde til den langt højere markedspris.

Netop nu har Toyota-forhandler Louis Lund i Sydjylland to af disse biler til salg med hhv. 769 km og 2.000 km på tælleren. De er sat til salg for hhv. 310.000 kr. og 315.000 kr.

Louis Lund genkender de priser, som Finans er i besiddelse af, men han afviser, at han tjener store profitter. Gevinsten er ifølge Louis Lund ikke større end den, der gælder for nye biler.

Erik S. Rasmussen, direktør i de uafhængige værksteders brancheforening, Dansk Bilbrancheråd, er forarget:

»Det er simpelthen en udnyttelse af vores afgiftssystem, der er trukket helt derud, hvor isen er så tynd, så den ikke bør kunne bære. Nu må skatteministeren komme på banen og få det stoppet.«

Toyotas pressechef, Anders Tystrup, vil ikke kommentere priser og forretningsforhold, men han understreger, at firmaet overholder loven.

»Vi er i skarp konkurrence med en masse andre bilmærker i Danmark. Vi ønsker ikke at åbne for, hvordan vi kører vores forretning og vores prissætning,« siger han.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) siger, at han er meget forundret over Finans’ afsløringer de seneste uger, og han har sat gang i en undersøgelse, der skal afdække, om der er behov for et lovindgreb.

Artiklens emner
Toyota