Erhverv

Frankrig overhaler Norge i køb af elbiler - Danmark halter langt bagefter

Frankrig er det land i EU, der har registreret flest elbiler i løbet af årets første tre måneder. I Danmark er antallet halveret sammenlignet med sidste år.

Teslaen er en af de mest populære elbiler i Danmark. Men danskerne køber færre elbiler end tidligere, viser nye tal. Foto: Niels Hougaard

Danskerne hungrer ikke længere efter elbiler. Det viser friske tal fra foreningen for europæiske bilproducenter (ACEA).

Efterspørgslen på biler, som kører på eldrevne batterier, er ellers steget med 50 pct. i forhold til første kvartal sidste år inden for EU. I 2017 er 24.592 elbiler blevet registreret, og tæller man også EFTA-landene med, kommer tallet op på 32.627.

Men i Danmark er udviklingen gået den stikmodsatte vej. Således er der kun blevet registreret 48 nye elbiler i løbet af første kvartal i 2017. Det svarer til et fald på 56,8 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, hvor der blev registreret 111 af slagsen i Danmark.

Tidligere var vor norske naboer de, der indkøbte flest elbiler i Europa på trods af, at landet kun tæller i omegnen af 5,2 mio. indbyggere. Men i 2017 har Frankrig oplevet en sådan eksplosion i indkøbet af elbiler – på næsten 23 pct. – at landet i løbet af første kvartal har registreret 7402 elbiler, hvilket er mere end nogle andre lande i Europa. På andenpladsen finder man Norge, som efterfølges af Tyskland.

Den største procentvise stigning er sket i Slovakiet, hvor indregistreringen er steget med 237,5 pct. i årets første tre måneder – og antallet af registrerede elbiler er gået fra 8 til 27 sammenlignet med sidste år.

I Danmark er der dog godt gang i registreringen af almindelige el-benzin hybridbiler – det vil sige uden oplademulighed. Dem er der registreret 1.597 af i årets første kvartal, hvilket svarer til en stigning på 17 pct. sammenlignet med sidste år. Men også her er vi langt fra vores norske naboer, der har registreret næsten 4.000 flere end danskerne i 2017.

Tæller man det samlede antal registreringer af alle slags biler, der kører på alternative brændstoffer, har Danmark registreret 1697 af slagsen i løbet af årets første tre måneder.

Midt i april blev en ny elbil-aftale vedtaget, der skal genoplive elbilssalget.

BRANCHENYT
Læs også