Grøn omsætning har eksplosivt vækstpotentiale
Danmarks samlede omsætning inden for grønne løsninger kan potentielt eksplodere fra knap 200 mia. kr. i dag til over 460 mia. kr. i 2035, viser ny rapport, som offentliggøres mandag.
Hvis danske virksomheder inden for grønne teknologier formår at fastholde deres globale markedsandele de kommende år, ligger der et eksplosivt vækstpotentiale foran dem. Det samlede globale marked for grønne løsninger står nemlig foran en raketvækst på op mod 140 pct. i de næste 20 år. Og det kan potentielt sende 271 milliarder ekstra kroner ned i lommen på danske leverandører af grønne løsninger og skabe 95.000 nye, grønne job i Danmark.
Det viser den nye rapport ’Grøn vækst i Danmark og Greater Copenhagen’, som konsulenthuset Damvad har udarbejdet. Rapporten, der mandag bliver fremlagt på et energipolitisk topmøde for partnerskabets medlemmer på Christiansborg, er bygget op om to scenarier for udviklingen på det globale marked for grønne løsninger.
Selv det mest konservative scenarie vil ifølge rapporten sende milliardgevinster og tusindvis af job i retning af Danmark. Det skriver Ugebrevet Mandag Morgen.
»Rapporten viser, at i det omfang, vi formår at få kritisk masse på vores grønne løsninger, kan vi faktisk generere endnu flere grønne arbejdspladser, end vi har i dag,« siger Steen Christiansen, der er formand for Gate 21-partnerskabet og tillige socialdemokratisk borgmester i Albertslund.
Han mener, at rapporten går fint i spænd med Energikommissionens nyligt offentliggjorte rapport, der fremhæver Danmark som et energiteknologisk foregangsland og anbefaler, at vi i stigende grad satser på markedsbaserede løsninger.
»Damvad-rapporten kortlægger store vækstpotentialer inden for danske styrkeområder som vindenergi og fjernvarme, som jo netop har dokumenteret, at de er markedsbårne,« siger Steen Christiansen til Mandag Morgen.
Han ser det offentlige – såvel kommuner, regioner som stat – som en vigtig komponent for at virksomhederne kan indfri vækstpotentialet.
»For mig at se handler det dybest set om, at vi sammen med forskningsverdenen, forsyningsverdenen og ikke mindst den private sektor nu sadler den grønne hest og ridder derudad,« siger han.
Hvad der helt præcis skal til for at indfri vækstpotentialet, viser Damvads kortlægning imidlertid ikke.
»Vi har kun regnet på vækstpotentialet. Selv om der er tale om grove scenarier og beregninger, giver det et vigtigt billede af, hvad det er for en størrelsesorden, vi taler om. Det store spørgsmål er naturligvis nu, hvad der skal til, for at Danmark kan fastholde sin gode position og udnytte det internationale momentum,« siger økonom i Damvad Hanna Svae.
Som udgangspunkt fastslår den nye rapport, at Danmark har et godt afsæt for at udbygge sin grønne økonomi. Danske virksomheder producerer således allerede i dag grønne varer og tjenester for omkring 200 mia. kr. årligt, hvoraf 70 mia. kr. stammer fra eksport. Det er varer og tjenester, som bidrager til enten miljøbeskyttelse eller ressourcebesparelse.
Den største bidragyder i det regnskab er energiteknologier som f.eks. vindenergi. Hele to tredjedele af Danmarks grønne omsætning og tre fjerdedele af den grønne eksport er energirelateret. Danmark er i den forbindelse europamester i eksport af energiteknologi, hvilket står for knap 12 pct. af den samlede danske vareeksport.
»Hvis man kigger på det omfang, som den grønne sektor har i Danmark i dag, må man konstatere, at vi har skabt et system i verdensklasse,« konstaterer Steen Christiansen, der af samme grund ser gode muligheder for at gøre 'den grønne kage’ endnu større.



