Serier

Lyngby Boldklub kører for lånte millioner - og de skal snart betales tilbage

En stribe indsprøjtninger af livsvigtig kapital til Lyngby Boldklub fra hovedaktionæren Hellerup Finans er skaffet ved at optage korte lån fra private investorer med sikkerhed i bl.a. netop fodboldklubben.

Stormvejr om Hellerup Finans
Randers´Kasper Fisker stopper Lyngbys Jeppe Kjær. Foto: Lars Poulsen

Det er en række private investorer, der har udlånt de millioner, som investeringsfirmaet Hellerup Finans de seneste måneder har skudt i den pressede Lyngby Boldklub. Hellerup Finans har lånt pengene ved at stille en stor aktiepost i fodboldklubben som sikkerhed, og dermed risikerer investorerne at ende som ejere af svært omsættelige fodboldaktier - for lånene skal snart indfries igen.

Den lange række af stærkt tiltrængte millioner, der er rullet ind på kontoen hos Lyngby Boldklub i løbet af 2017 med storaktionæren Hellerup Finans som afsender, har længe vakt opsigt, da seneste status fra finanskoncernen viste en temmelig udsultet kasse, og en lang række salgsplaner har hidtil offentligt ikke kastet det store af sig. Hvor kommer pengene fra, har det lydt fra bekymrede fans, investorer og observatører.

Nu bekræfter Hellerup Finans så, at man er gået til private investorer for at låne penge med kort frist, til relativt høje renter. Det er sket med sikkerhed i netop bl.a. fodboldklubben.

For investorerne må man håbe på, at klubben kan sælges snart (..) ellers står de private investorer tilbage med en ejerandel i Lyngby Boldklub, som ingen har kunne sælge hidtil

Per Hansen, Aktieøkonom, Nordnet

Lånene skal indfries om kort tid, hvilket betyder, at Hellerup Finans enten skal have gennemført salg eller finde finansiering til at tilbagebetale de lånte penge, lyder vurderingen fra en aktieanalytiker.

»For investorerne må man håbe på, at klubben kan sælges snart. Ellers er det umiddelbart svært at se, hvor pengene skal komme fra, når obligationerne udløber, og ellers står de private investorer tilbage med en ejerandel i Lyngby Boldklub, som ingen har kunnet sælge hidtil,« siger Per Hansen, aktieøkonom hos Nordnet.

Præcis hvornår, pengene skal betales tilbage, eller hvor meget Hellerup Finans har lånt med pant i Lyngby Boldklub, ønsker topchef i Hellerup Finans og formand i Lyngby Boldklub Torben Jensen ikke at oplyse. Han skriver dog i en mail til Finans, at man har stillet ca. halvdelen af koncernens aktiepost i boldklubben som sikkerhed.

Lånene har ifølge Torben Jensen også sikkerhed i Hellerup Finans E-signaturs aktiver, og ifølge Torben Jensen også indtil et nyligt salg i aktier i selskabet Cembrane. Obligationerne med sikkerhed i selskaberne løber i to-tre måneder med månedlige renter på 1,25 pct., og en udbetalingskurs på 97.

Groft sagt vil det sige, at Hellerup Finans betaler mellem 105 og 107 kr. tilbage for hver 100 kr., man har lånt i de to-tre måneder, svarende til en kviklåns-agtig rente på 18 pct. om året.

Tager man udgangspunkt i den pris på 45 mio. kr., Hellerup Finans i december sidste år accepterede et bud på fodboldklubben på, vil det svare til, at man har lånt et beløb på ca. 15 mio. kr. med sikkerhed i Lyngby, altså lidt mere end fodboldklubben har modtaget kontant fra Hellerup Finans.

Jeg vil meget gerne informere dig entydigt om sammensætningen af tallene i Lyngby når vi præsenterer fremtiden for Lyngby men ikke nu da de korrekte tal kan ”skade” planerne.

Torben Jensen, Formand i Lyngby Boldklub, topchef i Hellerup Finans

Torben Jensen oplyser dog i en mail, at man ikke kan genkende det regnestykke, fordi Lyngby - der i efteråret gav et underskud på lidt over 1,5 mio. kr. om måneden på driften - dels er blevet tilført ny kapital, og dels fordi man anser Lyngby for at være mere værd.

»Jeg vil meget gerne informere dig entydigt om sammensætningen af tallene i Lyngby, når vi præsenterer fremtiden for Lyngby, men ikke nu da de korrekte tal kan ”skade” planerne, så indtil da må du huske at informere tydeligt om, at vi har informeret dig om, at tallene, du skriver, ikke er korrekte,« skriver Torben Jensen i en kommentar til Finans.

Han oplyser, at han venter at kunne komme med nyt om »to-tre uger.«

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans

BRANCHENYT
Læs også