Erhverv

Danfoss er blevet 12 mia. kr. mere værd på bare et år

Værdien af den danske industrikoncern er steget med 24 pct. siden sidste år, viser ny vurdering fra Danske Bank.

Niels B. Christiansen har været øverste chef for Danfoss siden 2008. Han forlader virksomheden til sommer. Foto: Jens Dresling

Den fremgangsrige jyske industrikoncern Danfoss er steget betragteligt i værdi i løbet af det seneste år.

Således viser en ny vurdering fra eksperter i Danske Bank, at hele Danfoss nu er 61 mia. kr. værd mod 49 mia. kr. sidste år. Stigningen på 12 mia. kr. svarer til en fremgang på hele 24 pct.

»Vi er i god gænge,« siger bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen, der også er medejer af den fonds- og familiekontrollerede virksomhed.

Værdiansættelsen bringer Danfoss i liga med børsnoterede selskaber som Lundbeck, Chr. Hansen og ISS. Vurderingen betyder også, at Danfoss er næsten dobbelt så meget værd som den jyske pumpekoncern Grundfos, der tidligere i år blev vurderet til 34 mia. kr.

Vurderingen fra Danske Bank – som ikke vil kommentere - blev præsenteret i forbindelse med Danfoss’ generalforsamling i slutningen af april.

Den kommer dermed i halen på industrikoncernens nylige årsregnskab, der viste en samlet omsætning på 39 mia. kr. og et overskud efter skat på næsten 3 mia. kr. Begge dele var bedre end året før.

Direktør Peter Falk-Sørensen fra den uafhængige analysevirksomhed Dansk Aktie Analyse peger på, at resultatet på bundlinjen blev forbedret med 13 pct., hvilket ifølge ham var en bedre resultatforbedring, end nogen af Danfoss' konkurrenter kunne præstere.

Den nye værdiansættelse betyder, at en aktie i Danfoss kan sælges for 6.100 kr. i stedet for som hidtil 4.904 kr. Der findes ca. 10 mio. aktier i firmaet, og kursen anvendes, når medarbejdere vil sælge deres aktier tilbage til virksomheden.

Danfoss oplyser, at Danske Bank bl.a. baserer vurderingen på virksomhedens finansielle resultater, forventninger til fremtiden og udviklingen på aktiemarkedet generelt.

Afgående koncernchef Niels B. Christiansen er stolt af værdiforøgelsen på 24 pct. gennem det seneste år.

»Det er nok lidt mere, end mange af vores konkurrenter er steget. Men det er også et udtryk for, at vi sidste år tog markedsandele og voksede hurtigere end markedet. Det er et udtryk for resultaterne, momentum og den kadence, forretningen har,« siger han.

Kort efter at Niels B. Christiansen kom til tops i Danfoss - ved indgangen til finanskrisen i 2008 - var virksomheden ca. 8 mia. kr. værd. Siden er værdien af virksomheden dermed forøget med mere end 50 mia. kr.

Danfoss er ejet af Bitten & Mads Clausens Fond, stifterfamilien Clausen og virksomhedens medarbejdere.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også