Erhverv

My Home Møbler solgt til svensk gigant

Den svenske onlinegigant Bygghemma overtager My Home Møbler med 30 butikker rundt om i landet.

My Home Møbler blev grundlagt i 2006 og har i dag butikker over hele landet. Foto: My Home Møbler/Youtube

Den store danske møbelkæde My Home Møbler, der har 30 butikker rundt om i landet, får ny ejer.

Møbelkæden er blevet solgt til den svenske onlinegigant Bygghemma, der i forvejen driver møbelkæderne Trademax, Chilli og Furniturebox, og som årligt omsætter for over 2 mia. kr.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

My Home Møbler har de senere år haft tocifrede vækstrater og fik i 2016 et rekordstort overskud på knap 6 mio. kr. Møbelkæden sælger sine varer gennem 30 butikker, men halter ifølge direktør Jan Hallas på nettet.

Det skal den nye ejerstruktur lave om på.

»Bygghemma besidder nogle kompetencer med onlinehandel, som vi ikke selv er i besiddelse af, og derfor bliver vi nu sammen en markant spiller i møbelbranchen,« siger Jan Hallas, der sammen med den øvrige ledelse i My Home Møbler fortsat bliver en del af det nye setup.

Handlen mangler endnu at blive godkendt af konkurrencemyndighederne, og prisen for salget offentliggøres ikke.

Bygghemma er Nordens største byggevaremarked på nettet med onlinebutikker i både Sverige, Norge, Danmark og Finland. Virksomheden blev grundlagt i 2006 i Sverige og kom til Danmark i 2013, da den købte netbutikken billigbyg.dk (i dag Byghjemme.dk).

For et halvt år siden blev Bygghemma-koncernen solgt til den norske kapitalfond FSN Capital, der bl.a. også ejer Fitness World og Lagkagehuset. Købsprisen var angiveligt 1,7 mia. kr.

My Home Møbler blev grundlagt i 2006 og har i dag butikker over hele landet. Manden bag lavprismøbelkæden, Jan Hallas, stod også tidligere bag møbelfirmaet Unique Furniture, som han solgte i 2007.

Konceptet bag My Home Møbler er lagersalg til lave priser. Butikkerne er indrettet billigt, der er lav bemanding, og hovedparten af møblerne købes direkte - uden mellemled - fra leverandører i Fjernøsten.

My Home Møbler har hovedsæde i Fårup ved Randers.

Læs også
Top job